Formålsløse satiretegninger af profeten Muhammed skal ulovliggøres, hvis det eneste formål er at krænke andres værdier.
Sådan lød det fra den socialdemokratiske folketingspolitiker Per Husted i et interview med Kontrast tirsdag.
Men det er langt fra Socialdemokratiets partilinje, lyder det fra den politiske ordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Stoklund.
»Nej, det er ikke Socialdemokratiets linje. Vi har ytringsfrihed i Danmark, og det aktuelle arbejde, som er iværksat i Justitsministeriet, vedrører bestemt ikke spørgsmål om censur eller lignende,« skriver Rasmus Stoklund i en sms til B.T.

B.T. har også spurgt Rasmus Stoklund, om det er Socialdemokratiets linje, at der skal være et formål med at tegne profeten Muhammed, for at det er lovligt? B.T. ville også gerne have svar på, hvordan Socialdemokratiet kan have en folketingspolitiker, der også er næstformand i Udenrigsudvalget, siddende på Christiansborg, som ligger så langt fra partilinjen?
»Socialdemokratiets linje er klar, og vi går ikke på kompromis med de frihedsrettigheder, som Grundloven sikrer os alle, og som er afgørende søjler i vores demokrati. Jeg har ikke yderligere at tilføje,« skriver Rasmus Stoklund.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har meldt ud, at regeringen vil forsøge at finde et juridisk værktøj, som gør det muligt at forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.
Og ifølge Per Husted skal der altså være nogen, der vurderer, om tegninger af profeten Muhammed har et lovligt formål.
»Jeg lægger ikke op til, at man ikke må tegne Muhammed. Der skal bare være et formål med det,»siger Husted i et interview med DR.
Men spørger man Husted, hvem der skal vurdere, om tegningerne er krænkende, så lyder svaret, at han ikke ved det, men det skal være nogen, der er klogere end ham.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Per Husted, der ikke er vendt tilbage på forespørgslen. Tidligere på dagen skrev Husted i en sms til B.T., at han har valgt at bruge sin ytringsfrihed til ikke at stille op til mere.
B.T. ville ellers gerne have spurgt Husted, om aviser og medier - ifølge ham - skal have tilladelse til at bringe tegninger af profeten Muhammed.