Det undergraver den danske model, lyder det fra Socialdemokratiet om forslag fra EU-Kommissionen.

Bruxelles. EU-Kommissionen går alt for vidt med sit forslag om øremærket barselsorlov til mor og far.

Det mener Socialdemokratiets europaparlamentsmedlem Ole Christensen.

- Det skal være helt naturligt for både mænd og kvinder at tage barsel, og det er godt med tiltag, der skubber til den udvikling, skriver han i en mail til Ritzau.

- Men vi skal ikke have EU-lovgivning, som så detaljeret bestemmer fordelingen af barsel.

EU-Kommissionen er onsdag kommet med en byge af lovforslag med minimumsstandarder for EU-borgernes sociale rettigheder.

Og et af forslagene er altså, at forældrene ikke frit skal kunne dele tiden mellem sig, som man kan i Danmark i dag.

Bruger den ene forælder ikke muligheden for orlov, går den tabt, lyder kommissionens forslag.

I dag har danske forældre ret til 32 ugers forældreorlov. Den kan frit deles imellem mødre og fædre.

- Vi skal selvfølgelig ikke blindt tilslutte os alle de sociale forslag, der må komme fra kommissionen, skriver Ole Christensen.

- Som socialdemokrat vil jeg aldrig acceptere forslag, der på nogen måde undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel.

- Jeg er stor tilhænger af, at begge forældre deles om barslen. Men med det her forslag går EU-Kommissionen alt for vidt og sætter en stopper for den fleksibilitet, der er i de danske barselsregler, mener S-parlamentarikeren.

EU's social- og beskæftigelseskommissær, Marianne Thyssen, siger, at det nye udspil er til gavn for alle.

- Vi vil øge kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet og sikre, at både mænd og kvinder kan afbalancere deres privat- og arbejdsliv, siger hun.

EU-Kommissionen foreslår samtidig overordnet at indføre en såkaldt europæisk søjle af sociale rettigheder.

Den sociale søjle skal ifølge planen vedtages på et topmøde inden årets udgang.

/ritzau/