Tidligere tirsdag kom det frem, at bogen »Den Hemmelige Socialdemokrat« har solgt omkring 30.000 eksemplarer, og at den hemmelige forfatter har tjent i underkanten af halvanden millioner for sit arbejde, siden bogen udkom for præcis et år siden.

Jacob Bjerregaard (S) er imidlertid forundret over, at den hemmelige forfatter har tjent så mange penge på det, han kalder »bodegasladder«, og sætter samtidig sætter spørgsmålstegn ved beløbets ægthed.

»Jeg synes selvfølgelig, at det er skørt, hvis der er én, der har tjent halvanden millioner på at komme med lidt bodegasladder. Det er jo helt åndssvagt,« siger Jacob Bjerregaard, der er borgmester i Fredericia Kommune og har siddet i Folketinget for Socialdemokraterne fra 2011 til 2013.

Samtidig mener Jacob Bjerregaard ikke, at bogen, der er skrevet af et anonymt og mangeårigt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, fortjener mere opmærksomhed

»Der er en klaphat, der har haft lyst til skrive bogen for egen vinding, men så er der jo heller grund til at bruge mere tid på det,« siger Jacob Bjerregaard, der mener, at mediernes opmærksomhed på bogen kan være årsagen til, at bogen har solgt så godt.

Læs også:

»I virkeligheden tænker jeg bare, at hvis man ikke havde gjort så stort et nummer ud af den her bog for et år siden, så havde bogen også kun solgt 1/3 eller noget i den dur. Når den har solgt 30.000 eksemplarer, er det jo i virkeligheden, fordi at den har fået så meget opmærksomhed,« siger han.

Lagt låg på

Jacob Bjerregaard var imidlertid selv én blandt flere fremtrædende socialdemokrater, der markerede sig i den offentlige debat, allerede dagene inden bogen udkom. Han skrev blandt andet på Twitter, at han mente at vide besked om den hemmelige forfatters identitet, og at han nok skulle få opklaret sagen.

Jacob Bjerregaard afviser imidlertid at give sine bud på, hvem den hemmelige forfatter kan være.

»Jeg skrev, at jeg troede, at jeg vidste, hvem det var, og jeg har stadigvæk et godt bud på, hvem det er, men jeg gider slet ikke bidrage til den festlighed, fordi jeg i virkeligheden synes, at det er grotesk at skrive sådan en bog,« siger Jacob Bjerregaard, der samtidig kan fortælle, at den oprørte stemning internt i partiet har fortaget sig.

»Man taler ikke om bogen mere. Det gjorde man, da den kom, for det kunne man ikke rigtig undgå. Men jeg vil sige, at man ikke har talt om bogen de sidste 11 måneder,« siger han.

En anden socialdemokrat, der ligeledes var ude med riven på de sociale medier, da bogen udkom, var Morten Bødskov.

BT har kontaktet Morten Bødskov, men han vil ikke udtale sig til citat om sagen.