En socialdemokratisk borgmester forstår godt, hvis nogle af landets boligejere er blevet usikre, efter at hans partiboss Mette Frederiksen har italesat det, hun mener er en problematisk ulighed på boligmarkedet.
For selvom Steffen Jensen, der er S-borgmester i Halsnæs Kommune, giver statsminister Mette Frederiksen ret i, at det er et problem, at nogle bliver rige alene ved at bo det rigtige sted, så påpeger han, at friværdien for mange »også er en sund middelklasseopsparing.«
»Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle boligejere, der bliver usikre. For friværdien er jo manges opsparing,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Derfor handler det om at finde den gyldne middelvej, hvor man sætter ind, så vi ikke ender med en situation, hvor en bolig i storbyerne kun er for de rige, ligesom det er tilfældet i England. Det ville jeg være ked af at se her.«
B.T. har ringet til Steffen Jensen - og et dusin andre socialdemokratiske borgmestre - i anledning af, at statsminister Mette Frederiksen gentagne gange har problematiseret, at »nogen ved at sidde helt stille, kan tjene en masse penge« på deres bolig.
De fleste borgmestre er ikke vendt tilbage. Nogle siger, at de ikke ønsker at kommentere sagen - heriblandt den profilerede S-darling i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen.

Enkelte vil dog gerne tage bladet fra munden - eksempelvis Steffen Jensen, der desuden slår fast, at den slags store ulighed i bolig, som særligt er i København, ikke er at finde på hans egen hjemstavn i Halsnæs.
Anderledes forholder det sig angiveligt i Roskilde.
Her fortæller den socialdemokratiske borgmester, Tomas Breddam, nu til B.T., at der i byen er nogle, der har fået »enorme fortjenester.«
»Der er ingen tvivl om, at der er nogle, der har oplevet kæmpestore værdistigninger, og som kan blive ramt, hvis der sættes ind overfor det,« siger han og fortsætter:
»Men det er der sikkert også nogle af dem, der selv synes er rimeligt, for jeg har talt med en del, der kan konstatere at have tjent flere penge på en ejendom end på deres arbejde.«
Tomas Breddam ved også godt, at Mette Frederiksens bolig-varsel kan skabe usikkerhed blandt landets boligejere og potentielle købere. Men det er han ikke så bekymret for.
»Sådan er det at lave politik. Og hvis målet er at skabe et samfund, der er mere lige, så er jeg enig med Mette Frederiksen. For der ér opstået meget ulighed på boligmarkedet. Så i Roskilde vil de her tanker fra statsministeren blive hilst utroligt velkomment.«
Statsministeriet har ikke ønsket at kommentere denne artikel. De henviser i stedet til partiets ordfører. B.T. arbejder på at få en kommentar fra politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:



