De Radikales krav om, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal udskrive valg inden Folketingets åbning 4. oktober, skal droppes.

Det er budskabet fra den socialdemokratiske borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel.

'Der er ingen skam i at kravle ned fra træet, når man gør det af de rigtige årsager. Omvendt ser man rigtig skidt ud, når man sidder højt oppe i træet af de forkerte årsager,' skriver han i et Facebook-opslag og uddyber over for B.T.:

»Der er ikke brug for en valgkamp og en efterfølgende usikkerhed omkring regeringsdannelse, når vi ikke ved, hvad der er sket, og hvem der står bag.«

Borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel melder klart ud, at Sofie Carsten Nielsen bør trække sit valgkrav tilbage.
Borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel melder klart ud, at Sofie Carsten Nielsen bør trække sit valgkrav tilbage. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Meldingen fra den socialdemokratiske borgmester kommer i kølvandet på de tre lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Nordsøen. Lækager, som Mette Frederiksen forklarer er »sket ved bevidste handlinger« og ikke ved et uheld.

Derfor mener Peter Rahbæk Juel også, at man som minimum skal have klarlagt fakta, før man presser statsministeren til at udskrive valg.

Hos Radikale Venstre står man dog fast på sit krav, lyder det i et Instagram-opslag fra Sofie Carsten Nielsen (R) tirsdag aften.

'Det slutter ikke om lidt. Vi skal indstille os på, at det fortsætter og bliver svært i mange måneder, måske år. Der er både krig og kriser, der skal håndteres længe endnu,' skriver hun og understreger, at der ikke er brug for en otte måneder lang valgkamp.

Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det er en indstilling, der er udtryk for, at De Radikale spiller deres magt forkert, lyder det fra Peter Rahbæk Juel.

»De Radikale befinder sig i en valgkampsosteklokke, og de mangler at rette kikkerten mod det, som er vigtigt. Herregud, om vi skal vente en måned mere på valget, gør da ikke en forskel. Hun gambler jo med Danmark, hvis hun kaster os ud i en valgkamp, mens den geopolitiske situation eskalerer omkring os,« siger han.

Han opfordrer derfor Sofie Carsten Nielsen til at droppe sit valgkrav og gøre det, »der er bedst for Danmark«.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sofie Carsten Nielsen, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.

Både De Konservative og Venstre har meldt ud, at man fortsat bakker op om De Radikales valgtrussel.

Du kan følge udviklingen i Østersøen i B.T.s liveblog.