Onsdag kom Herlevs socialdemokratiske borgmester, Marco Damgaard, med en kras kritik af sit parti i et stort interview i Jyllands-Posten.
Her kaldte han partiets retorik på udlændingeområdet for »skinger« og »splittende«, mens han gerne så, at partiet fandt tilbage til den »kernesocialdemokratisk politik« og dermed vender SVM-regeringen ryggen.
Nu kravler endnu en S-borgmester forsigtigt ud af busken og erklærer sig enig i Damgaards analyse af partiets problemer.
Det er Albertslunds afgående borgmester, Steen Christiansen (S), som ved årets kommunalvalg mistede borgmesterposten til Konservative.
»Jeg er enig i Marcos analyse,« skriver han i en mail til B.T. og pointerer, at han ikke har yderligere at tilføje til sagen.
Ved årets kommunalvalg fik Socialdemokratiet 26 borgmesterposter, hvilket er en tilbagegang på 18 sammenlignet med kommunalvalget i 2021.
Socialdemokraterne med Mette Frederiksen (S) i spidsen har i flere år måttet høre beskyldninger om magtfuldkommenhed og arrogance.
Men spørger man Marco Damgaard, om statsministeren har været god nok til at lytte, falder svaret først med et tøvende:
»Hmm,« lyder det i Jyllands-Postens interview.
Han understreger dog, at han mener, Mette Frederiksen gør det rigtig godt – og at hun efter hans opfattelse fortsat er det bedste bud på en statsminister i Danmark.
Til B.T. fortæller Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, at han har »stor respekt« for Marco Damgaard og kun anser hans udtalelser som en kritik af partiets retorik på de sociale medier.
»Det er en demokratisk opgave at sikre at kriminelle udlændinge kommer ud af landet. Og er der fred i hjemlandet, så skal flygtninge hjem. Alt det gør, at vi har styr på antallet af udlændinge i Danmark,« tilføjer han.
