Socialdemokraterne beskylder oppositionspartier for at åbne for lave lønninger. Venstre og Dansk Folkeparti afviser

Stem på Venstre eller DF og risikér at nå helt ned på et lønniveau på 6.000 kroner om måneden. Sådan lyder det ifølge Politiken i en annoncekampagne fra Socialdemokraterne, der skal forsøge at puste nyt liv i sommerens ballade om den blokaderamte Restaurant Vejlegården.

Af annoncen fremgår det således, at det, hvis det står til Venstre og Dansk Folkeparti, skal være muligt med lønninger på niveau med dem, man har i Polen, Estland og Portugal, hvor industriarbejdere tjener mellem 6.000 og 9.000 kroner om måneden. Det fremgår ifølge annoncen af et forslag, som de to oppositionspartier har stillet.

- Venstre og Dansk Folkeparti må forklare, hvad det er for forhold, de vil byde de danske lønmodtagere. Det forslag, de selv har fremlagt i Folketinget, vil sparke benene væk under danskernes lønninger - danskernes vilkår, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, til Politiken.

Forslaget fra partierne blev fremsat i juni og går ud på at forbyde blokader mod arbejdsgivere, der allerede er dækket af en overenskomst med en landsdækkende fagforening, lige som det er tilfældet på Restaurant Vejlegården, hvor restaurantens ejer har indgået overenskomst med fagforeningen Krifa til stor utilfredshed for den langt større 3F.

Eksperter har vurderet, at en vedtagelse af forslaget fra V og DF kan betyde, at udenlandske overenskomster kan komme til at gælde for danske lønmodtagere.

Oppositionspartierne afviser dog kampagnen.

- Sagen er, at vi ikke vil pille ved folks løn. Vi vil sikre folk frihed til at vælge, hvilken overenskomst de ønsker at være ansat under, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, til Politiken.

Han er ikke enig i ekspertvurderingerne af, at udenlandske overenskomster kan komme til at gælde for danskere, da forslaget retter sig mod overenskomster med »en landsdækkende lønmodtagerorganisation«.

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, afviser også fuldstændig kampagnens oplysninger.

- De er fulde af løgn, siger han til Politiken.

Se Socialdemokraterens annonce her