I dagens BT debat forklarer folketingsmedlem for Socialdemokratiet Lars Aslan Rasmussen problemet i, at Tyrkiets premierminister Binali Yildirim planlægger at besøge Danmark i denne uge. Besøgs-anmodningen kommer blot tre dage efter, at Tyrkiets præsident, Erdogan, kaldte Holland og Tyskland for nazister.

Tyrkiets premierminister Binali Yildirim plnalægger at besøge Danmark. Hvad er problemet?

»Tyrkiet er et land, der fængsler stort set hele oppositionen. Det er det land i verden, der har flest journalister fængslet. Det er klart, at et sådan lands statsledere ikke er velkomne til at rende rundt og føre valgkamp i Danmark. Det er helt absurd. Det svarer lidt til, at man havde besøg fra Nordkorea, der så skulle føre valgkamp blandt nordkoreanere i Danmark,« siger Lars Aslan og fortsætter:

»Generelt har jeg det sådan, at hvis du bor i Danmark, så er det, fordi du er dansker og bedre kan lide Danmark end Tyrkiet. Hvis man har lyst til at støtte Erdogan og hans venner, så kan man flytte til Tyrkiet. Det er helt absurd at tillade en tyrkisk regering, som kalder vores venner i Holland og Tyskland for nazister, at komme hertil. Derfor skal han blive hjemme i Tyrkiet,« siger han.

Det har udløst en diplomatisk krise mellem Holland og Tyrkiet. Risikerer man ikke at gøre situationen værre?

»Vi skylder alle, der sidder fængslet i Tyrkiet, at sige fra. Journalister, menneskerettighedsforkæmpere, politikere og alle, der er kritiske over for den tyrkiske regering, som sidder og rådner op i de tyrkiske fængsler. Nogle har straffe på over 15 års fængsel. Vi bliver nødt til at sige fra. Nu er der en kærkommen lejlighed. Derfor skal vi med Tyskland og Holland stå sammen mod Tyrkiet,« siger Lars Aslan.

Du frygter ikke en krise mellem Danmark og Tyrkiet?

»Danmark har sagt fra over for apartheidsystemet i Sydafrika, og derfor er det også vigtigt at sige fra her. Hvis ikke man gør det nu, ved jeg ikke, hvornår man skulle gøre det, for det er en af de højeste repræsentanter, der planlægger at besøge Danmark,« siger Lars Aslan.

»Alle ved, han kommer, fordi der er valgkamp, hvis formål er at gøre Tyrkiet til et diktatur, hvor Erdogan alene, uden om parlamentet, kan bestemme alting. Hvis besøget var, fordi Samuelsen vil mødes med manden og sige fra over for Tyrkiet, var det selvfølgelig en anden sag.«