En ændring af registreringsafgiften bliver ikke en del af den kommende finanslov, lyder det fra Socialdemokraterne, som dermed maner Enhedslistens forslag i jorden.

Der skal ikke pilles ved registreringsafgiften i forbindelse med finansloven for det kommende år.

Det fastslår Socialdemokraternes skatteordfører, Astrid Krag (S), efter Enhedslisten har foreslået at gøre det dyrere at være privatbilist mod at gøre det nemmere og billigere at bruge den offentlige transport.

»Regeringen vil ikke ændre på registreringsafgiften i forbindelse med finansloven,« lyder det korte svar fra Astrid Krag i en SMS til Berlingske Nyhedsbureau.

Enhedslisten er ifølge Berlingske parat til at gøre spørgsmålet om højere bilafgifter til en del af de kommende finanslovforhandlinger, og partiet mener, at det kan indbringe mellem fem og seks milliarder kroner ekstra i statskassen om året. Penge, der i stedet skal gå til løfte cyklismen og den kollektive trafik og til at sænke priserne på en busbillet.

Af Socialdemokraternes og de Radikales regeringsgrundlag fremgår det, at partierne planlægger en grøn omlægning af afgifterne på personbiler. Og det er det stadig, fastslår skatteminister Benny Engelbrecht (S) i en e-mail til Berlingske.

»Jeg kan ikke kommentere på de igangværende finanslovforhandlinger. Hvad Enhedslisten godt kunne tænke sig, det må de tage med til forhandlingsbordet. Men helt generelt er det stadig regeringens ambition at gennemføre en provenuneutral omlægning af afgifterne på personbiler. Det er ønsket, at det skal blive mere attraktivt for danskerne at vælge en miljøvenlig og energirigtig bil og dermed bidrage til at understøtte en mere energieffektiv transportsektor og reducere udledningen af drivhusgasser,« siger han.