En øget støtte i nærområderne, statslige flygtningelandsbyer og et fast beredskab ved grænserne. Det er nogle af Socialdemokraternes udspil til at få styr på den verserende flygtningesituation.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), har torsdag præsenteret fem tiltag, der skal imødegå den aktuelle flygtningekrise.

Mette Frederiksen vil blandt andet styrke indsatsen i nærområderne markant.

»Fundamentet for vores samfundsmodel er en stærk sammenhængskraft. Og den udfordres, hvis ikke vi har styr på antallet af udlændinge, der kommer til Danmark. Vi skal med andre ord kunne følge med. Det handler om at finde de rigtige løsninger for Danmark, og det handler i høj grad om at styrke indsatsen i nærområderne. EU-landene kan stramme reglerne nok så meget, hvis ikke indsatsen styrkes i nærområderne,« siger Mette Frederiksen og foreslår konkret, at Danmark skal firedoble bidraget til indsatsen i nærområderne.

Samtidig vil partiet oprette statslige flygtningelandsbyer og et fast myndighedsberedskab ved grænserne.

»Kommunerne er meget pressede, og vi foreslår at oprette statsligt drevne flygtningelandsbyer, så man fjerner noget af det pres,« siger Mette Frederiksen og fortsætter:

»Så længe flygtningesituationen ser ud, som den gør i Europa, så har vi behov for et fast beredskab ved grænserne. Det kan ikke nytte noget, at den situation, vi står og ser på, den kan blive ved med at overraske regeringen. Med så mange mennesker, der presser den ydre grænse, så er det ikke utænkeligt, at endnu flere mennesker vil komme til Danmark jævnfør det, der sker i Sverige,« siger S-formanden og henviser til, at den svenske regering torsdag har indført midlertidig grænsekontrol.

En af årsagerne, til at vores svenske naboer har indført grænsekontrol, er, at flere asylansøgere skal ende i Danmark, viser et brev til den svenske regering fra Migrationsverket.

Mette Frederiksen påpeger, at det i den sidste ende er justitsminister Søren Pinds (V) beslutning, om Danmark skal lave et lignende træk. Og hvis myndighederne i Danmark anbefaler at indføre grænsekontrol, så bakker Socialdemokraterne op.

»Enhver regering har en forpligtigelse til at have styr på, hvad der sker ved grænsen, og man kan have sin tvivl om, hvorvidt det er tilfældet med regeringen i dag. I det øjeblik, hvor den siddende regering og de danske myndigheder vurderer, at det er nødvendigt med grænsekontrol, så skal den indføres,« siger Mette Frederiksen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddelte onsdag, at regeringen barsler med fire initiativer, der skal stramme asylpolitikken yderligere og sørge for, at færre flygtninge og migranter kommer ind i Danmark.

Lars Løkke og Mette Frederiksen får lejlighed til at diskutere flygtningesituationen fredag, idet statsministeren har indkaldt de øvrige partiledere til et møde om flygtningesituationen og regeringens udspil.