Lyt til artiklen

Der er lagt i kakkelovnen til en brandvarm debat, når Kommunernes Landsforening (KL), Dansk Arbejdsgiverforening samt en række fagforbund og a-kasser fredag klokken 12 mødes med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) om dagpengeperioden.

Fagforeningerne er rystede over, at regeringen har valgt at holde fast i aftalen fra 2010, som har forkortet dagpengeperioden fra fire til to år. For to år siden mente Helle Thorning-Schmidt (S), at aftalen var udansk og dolkede lønmodtagere i ryggen.

- Det er simpelthen så urimeligt, jeg kan ikke finde ord for det, sagde Helle Thorning-Schmidt dengang til TV2 Nyhederne.

Dennis Kristensen, formand for FOA, er rystet over dobbeltmoralen hos den nuværende statsminister.

- Jeg synes, det var fantastisk klare, stærke og indignerede udtalelser, hun kom med. Hvor ville jeg dog ønske hun ville sige det samme i dag. Når jeg hører, hvad regeringen siger nu, kan jeg ikke alene sige dobbeltmoral. Jeg må også spørge, »hvor pokker er det, at den her regering vil vise, at den er et alternativ til den tidligere regering?« lyder det fra Dennis Kristensen til TV2 Nyhederne.

Hele miseren, som i dag kulminerer med et møde hos beskæftigelsesministeren, bunder i, at dagpengeperioden i 2010 blev sat ned af VK-regeringen med støtte fra De Radikale. Fra to år til fire år. Siden er den blevet udskudt med et halvt år frem til årsskiftet - som nu er faretruende tæt på for nogle af de arbejdsløse, der falder for grænsen. Cirka 2.500 arbejdsløse danskere vil fra årsskiftet blive ramt, lyder de foreløbige beregninger.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har ikke ønsket at udtale sig om sagen forud for mødet.