Russisk ambassadør reagerer på Løkkes udtalelse: 'Sendt et klart signal'
Det handler om attentatet på Nord Stream-gasledningerne.

Det handler om attentatet på Nord Stream-gasledningerne.

Den russiske ambassadør i Danmark kommer nu med en skarp stikpille til den danske regeringstop.
»For København er Ukraines interesser blevet vigtigere end lov og retfærdighed, vigtigere end Europas interesser og dets borgeres velfærd,« lyder det fra Vladimir Barbin til B.T.
I en skriftlig udtalelse reagerer han på nogle svar, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) gav til netop B.T. tidligere på ugen.
Her blev den danske politiker spurgt til, om man fra dansk side i forbindelse med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg i København i denne uge havde spurgt til Ukraines involvering i attentatet mod Nord Stream-gasledningerne.
Ikke mindst med tanke på, at et anklageskrift fra anklagemyndigheden i Tyskland viser, at den ukrainske stat angiveligt stod bag sprængningerne for fire år siden.
Hertil lød svaret fra den danske udenrigsminister blandt andet:

»Prøv at høre, det vi har talt om med Zelenskyj, det er den øjeblikkelige situation, Ukraine befinder sig i,« sagde Lars Løkke Rasmussen:
»Det er dét, vi taler med ukrainerne om. Og så må man en anden dag, på den anden side af den her krig, skrive alle de historiske afhandlinger, man har lyst til.«
Netop dét svar får den russiske ambassadør til at konkludere, at »den danske støtte til Ukraine vil fortsætte, uanset hvilken konklusion retten i Hamborg når frem«.
Og det fremgår videre fra Vladimir Barbin, at det nu står klart, hvorfor Danmark tidligere har blokeret for en uafhængig efterforskning af Nord Stream-attentatet »og afsluttede sin egen efterforskning uden at fastslå, hvem der var de skyldige«.
»Det er netop kernen i Danmarks holdning: At bremse op for denne forbrydelse og forhindre, at Kyiv kommer under pres,« skriver den russiske ambassadør til B.T.:
»Der er sendt et klart signal fra København om, at så længe Ukraine fører krig mod Rusland, har landet frie hænder til at handle, som det vil,« hævder han.