Mandag aften vakte det stor opsigt, da en russisk fregat affyrede to såkaldte flares mod en af Forsvarets helikoptere.

Nu reagerer den russiske ambassadør, Vladimir Barbin, på helikopter-hændelsen, hvor han hævder, at den danske helikopter provokerede fregatten. 

»Den danske sides forsøg på at forklare helikopterens provokerende handlinger over for den russiske fregat som 'rutinemæssig praksis' giver anledning til alvorlig bekymring over de mulige konsekvenser af en sådan hensynsløshed,« skriver ambassaden blandt andet i en erklæring til B.T.

Ambassadøren understreger, at man fra russisk side vil foretage en grundig undersøgelse af omstændighederne omkring hændelsen. 

»Det er imidlertid ikke første gang, at danske flyvevåbenhelikoptere har udført farlige manøvrer i nærheden af russiske krigsskibe, mens disse befandt sig til søs og uden for dansk territorialfarvand,« lyder det videre fra Barbin. 

Han henviser til en samtale med det danske Udenrigsministerium i september sidste år, hvor han efter eget udsagn måtte »gøre opmærksom på farlige overflyvninger«, som en dansk flyvevåbenhelikopter foretog over et russisk antiubådsskib. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt hændelsen mandag aften for »meget alvorlig«.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Barbin fortsætter med at fortælle, at sådanne manøvrer fra den danske helikopter udgjorde »en risiko for sammenstød« og kunne have forstyrret skibets udstyr.

Ifølge ambassadøren afviste helikopterens besætning desuden at etablere radiokontakt med fartøjet og reagerede ikke på advarsler.

»Denne seneste hændelse viser, at kommunikationsproblemerne ikke ligger hos den russiske flådes fartøjer, men hos den danske side,« lyder den hårde dom. 

»Beklageligvis har den danske side ingen interesse – og har heller aldrig haft det – i at forhindre en eskalering af situationen til søs eller i at gennemføre tillidsskabende foranstaltninger.« 

Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) fortalte tidligere tirsdag, at det »ikke er naturligt«, at russiske skibe reagerer med flares, når danske helikoptere flyver ind over dem.  Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Vladimir Barbin slutter erklæringen med at hævde, at Ruslands gentagne forslag om at undersøge muligheden for at indgå en aftale om forebyggelse af disse hændelser, tidligere er blevet blankt afvist fra dansk side. 

Den russiske fregat affyrede mandag aften to nødblus mod en dansk helikopter, som ifølge Forsvaret var på en rutinemæssig flyvning for at fotografere fregatten.

Det skete i internationalt farvand ud for Gedser. 

Den ene flare passerede tæt forbi helikopteren, men hverken besætningen eller helikopteren kom noget til. 

Tidligere tirsdag indkaldte forsvarsminister Jeppe Bruus partierne til en briefing i Forsvarsministeriet.

Ministeren kalder hændelsen »alvorlig« og oplyser, at Ruslands ambassadør vil blive indkaldt til en samtale.