Rulle Grabow, som mange kender fra DR-programmet Jersild Minus Spin, er i dag sprunget ud som varm fortaler for Venstre-kandidaten Jan E. Jørgensen.

I en helsides annonce i Berlingske optræder hun sammen med ni andre mere eller mindre kendte med ros og støtte til Jan E. Jørgensen.

Professor og leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet Peter Bro mener, at DR skal passe på, at de ikke ender med at bruge partipolitiske aktører som eksperter i deres programmer.

Rulle Grabow selv mener ikke, der er noget problem i, at hun giver en Venstre-kandidat sin anbefaling midt under en valgkamp.

»Jeg er ikke partipolitisk aktør overhovedet, og jeg stemmer slet ikke på Jan. Jeg ved endnu ikke, om jeg stemmer på Liberal Alliance eller Venstre,« siger Rulle Grabow til BT.

På annoncen står med store bogstaver: ‘Vores storbystemme i Venstre. Stem personligt. Jan E. Jørgensen.’

Her er annoncen fra Berlingske, hvor Rulle Grabow optræder hun sammen med ni andre mere eller mindre kendte med ros og støtte til Jan E. Jørgensen.
Her er annoncen fra Berlingske, hvor Rulle Grabow optræder hun sammen med ni andre mere eller mindre kendte med ros og støtte til Jan E. Jørgensen.
Vis mere

Midt på annoncen står ti mere eller mindre kendte personer frem med billede og rosende ord om Jan E. Jørgensen, herunder Rulle Grabow, som er citeret for følgende:

‘Jan er en oprigtig, interesseret og hårdtarbejdende politiker, der især kæmper for, at også de store byer - fx Frederiksberg, hvor jeg bor - får en stemme i Folketinget. Han får min varmeste anbefaling.’

Melder du dig ikke ind i valgkampen på denne måde?

»Nej, det gør jeg ikke, jeg siger, at Jan er hæderlig.«

Det er en valgannonce, hvor du opfordrer folk til at stemme personligt på Jan E. Jørgensen.

»Jeg opfordrer ikke folk til at stemme personligt på Jan E. Jørgensen. Jeg siger, at han er en god og hæderlig politiker, og jeg giver ham min anbefaling.«

Men på annoncen står der ‘stem personligt’ og så Jan E. Jørgensens navn, så det er vel det, du skriver under på?

»Nej, det skriver jeg ikke under på. Jeg siger, at jeg anbefaler ham som et godt og hæderligt menneske, og det står jeg ved. Men jeg opfordrer ikke nogen til at stemme på Jan. Jeg er ikke partipolitisk aktiv - jeg deler heller ikke balloner ud for nogen,« siger Rulle Grabow.

Men det kunne du vel lige så godt gøre - når du kan være med i sådan en annonce?

»Nej, det synes jeg ikke. For mig er der kæmpe stor forskel. At jeg siger, han er god og hæderlig er ikke det samme, som at jeg melder mig ind i valgkampen. Det mener jeg virkelig ikke.«

Her er helsides-annoncen fra Berlingske, hvor Rulle Grabow optræder hun sammen med ni andre mere eller mindre kendte med ros og støtte til Jan E. Jørgensen.
Her er helsides-annoncen fra Berlingske, hvor Rulle Grabow optræder hun sammen med ni andre mere eller mindre kendte med ros og støtte til Jan E. Jørgensen.
Vis mere