Den ekstremt kolde vinter har dækket landet i sne og påvirker skadedyrene markant.
Gnavere som rotter og mus søger i hast ly for kulden, og det er en næsten umulig opgave for dem at finde mad, de kan tage med ned i kloakken, når jorden er frossen.
»Maden er fuldstændig afgørende for rotterne. Jorden er dækket til med sne og is, så det er meget svær at skaffe den,« fortæller Morten Helholm, biolog hos Mortalin, der er ekspert i skadedyrsbekæmpelse over hele landet.

Den isnende kulde kommer ikke til at forsvinde de næste par dage, og derfor vil der ikke være levende rotter at finde på vejene.
»Fortsætter vejret sådan her, vil flere rotter falde fra. Vores teknikere ser flere døde rotter, der er bukket under for kulden,« fortæller eksperten.
Men inden man begynder at juble over de manglende rotter i landskabet, skal der altså mere end en kold vinter til at udrydde skadedyrene.
»Rotter har en fantastisk evne til at formere sig, og flere døde skadedyr betyder bare at der er færre til at kæmpe om maden, så de er hurtigt tilbage til normalbestanden,« forklarer Morten Helholm.
Derfor skal man ikke forvente et forår uden de sædvanlige plageånder.
»Vi kommer i hvert fald ikke til at stå uden arbejde til foråret,« afrunder Morten Helholm.
