For syv år siden fik politikeren Rosa Lund en chokerende besked af lægerne.

Først nu føler hun sig klar til at stå frem og fortælle åbent om den frygtelige sygdom, der har ændret hendes liv.

»Uvisheden er det mest ubehagelige. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det, når jeg vågner i morgen,« siger hun om den drejning, hendes liv tog en forårsdag i 2011, da hun pludselig opdagede, at noget var galt.

Efter en bytur undrede Rosa Lund sig over, at hun slæbte på sin venstre fod.

Rosa Lund fik diagnosen som 24-årig. Vis mere

Dagen efter kunne hun knap bevæge benet.

Det fik den dengang blot 24-årige politiker til at gå til lægen.

Hun blev sendt til Rigshospitalet, og her fik hun den lamslående diagnose:

Hun var ramt af den uhelbredelige sygdom sklerose.

32-årige Rosa Lund er en af Enhedslistens profiler.   Vis mere

»Beskeden fejede fuldkommen benene væk under mig. Hvad nu hvis jeg aldrig kom til at bruge benet igen? Skulle jeg nu til at sidde i kørestol?,« siger Rosa Lund til Magasinet IN, som havde historien først.

32-årige Rosa Lund er en af Enhedslistens profiler.

Et halvt år efter at have fået sklerose kom hun i Folketinget, hvor hun sad frem til 2015.

Nu er hun tilbage på Borgen som barselsvikar for Johanne Schmidt-Nielsen.

»Hvad nu hvis jeg aldrig kom til at bruge benet igen? Skulle jeg nu til at sidde i kørestol?,« siger Rosa Lund. Vis mere

Rosa Lund lider af en type sklerose, som kaldes attakvis-sklerose.

Det vil sige, at hun rammes af såkaldte 'attaker', som både kan være føleforstyrrelser, nervesmerter og nedsat kraft i arme og ben. I værste fald kan et attak vare i over en måned.

Som det er tilfældet for andre med samme diagnose ved Rosa Lund hverken hvor eller hvornår, hun bliver ramt af attaker. Det er også individuelt, hvor hårdt sygdommen rammer.

Kunne have mistet førligheden

Første gang gik det ud over Rosa Lunds venstre ben den forårsnat i 2011, og siden har hun fået et i venstre arm og et i sit venstre øje.

Hvis ikke sygdommen var blevet opdaget i tide, kunne Rosa Lunds værste frygt være blevet til virkelighed.

»Uden medicinering havde jeg måske mistet førligheden i mit venstre ben,« siger Rosa Lund til B.T.

Indtil nu har kun familien og Rosa Lunds allernærmeste kolleger og venner vidst, at hun lider af sygdommen.

»Jeg har ikke været klar til at stå frem og fortælle om det før nu,« siger Rosa Lund.

»Jeg havde det svært efter at have fået diagnosen. Det har været hårdt for mig at vænne mig til tanken om, at det er en livstidsdiagnose. At jeg lider af en uhelbredelig sygdom.«

Frygtede folks reaktion

Hun frygtede også, at sygdommen ville komme til at definere hende som person, selvom hun nægter at lade 'den lortesygdom' være en begrænsning.

»Jeg har også været bange for, at jeg ville blive kendt som 'hende med sklerose' og ikke for min politik,« siger Rosa Lund.

Ikke desto mindre har hun måttet sande, livet aldrig bliver helt, som det var, før hun fik sklerose.

»På grund af sygdommen bliver jeg hurtigere træt, end jeg gjorde før. Så jeg må hele tiden huske på at passe på mig selv og få nok hvile. Jeg bliver også øm og slap, de steder jeg har fået attaker, når jeg er ramt af sygdom, også selvom det er noget så simpelt som en forkølelse,« siger hun.

Hvad har sygdommen betydet for dit livssyn?

»Det er gået op for mig, at jeg ikke er udødelig. At livet er skrøbeligt. Derfor er jeg blevet mere bevidst om, at jeg skal gøre de ting, som driver mig.«

Og det er ikke mindst politik. Rosa Lund er blandt andet uddannelses- og retsordfører for Enhedslisten, men også arbejdsmarkedspolitikken ligger hende meget på sinde - især efter at hun på egen krop har oplevet, hvordan sygdom pludselig kan ramme som et lyn om natten.

»Vi bliver nødt til at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt, så der også er plads til dem, der gerne vil bidrage, men som på grund af sygdom eller af andre årsager ikke kan følge med i det opskruede arbejdstempo, vi har i dag,« siger hun.

Syv år efter at have fået den chokerende besked af lægerne slæber Rosa Lund stadig en anelse på det venstre ben, men så lidt, at man kun bemærker det, hvis man ved det. I dag lever hun et normalt liv.

»Men med min diagnose kan jeg ikke vide mig sikker på, hvad der sker i fremtiden,« slutter hun.