André er 51 år og har levet på gaden i 8 år med sin kæreste Linda og sin kamphund Odin. Han har ikke noget imod, at Folketinget, efter debatten om romaer, der slår sig ned i de københavnske gader er blusset op, i denne uge vedtager en ny lov om, at tiggeri kan koste 14 dages ubetinget fængsel.

»Der er to grupperinger af romaer. Nogle er flaskesamlere og de generer os ikke. Men den anden gruppe kræver beskyttelsespenge. De har truet mig og truet med at slå min hund ihjel. Men min hund er min beskyttelse, og jeg betaler ikke,« siger André, der i går havde slået sig ned på gågaden Købmagergade i København sammen med Linda og hendes chihuahua og et solidt lager af Underberg-flasker.

André med hunden Odin på Købmagergade i København. Han har været hjemløs i otte år og nægter at betale beskyttelsespenge til romaer. Foto: Andreas Karker
André med hunden Odin på Købmagergade i København. Han har været hjemløs i otte år og nægter at betale beskyttelsespenge til romaer. Foto: Andreas Karker Foto: Andreas Karker
Vis mere

Men hvad hvis du selv ryger i fængsel for tiggeri?

»Jeg tigger jo ikke. Vi forhandler en vare - hjemløseavisen,« siger han med et grin.

Han har dog en hat foran sig med penge i, og det har Finn Jensen også.

Han har været hjemløs i 30 år og står og spiller guitar ved Nørreport Station. Han har ingen fortænder, men han har helt styr på alle EU-afstemningerne.

»Alle udlændingene skal ud af landet. Hvorfor skal man rejse til et andet land for at samle flasker. Vi skulle slet ikke have haft al den fri bevægelighed i EU. Vi har stemt nej tre gange,« siger han.

Aron Berglund er svensker og har boet på gaden i København i tre år. Det er meget nemmere at være hjemløs i Danmark end i Sverige, mener han.

»Det er sværere at være hjemløs i Sverige. Der får man heller ikke udleveret tøj,« siger han.

Aron Berglund er svensker og har boet på gaden i København i tre år. Det er meget nemmere at være hjemløs i Danmark end i Sverige, mener han.
Aron Berglund er svensker og har boet på gaden i København i tre år. Det er meget nemmere at være hjemløs i Danmark end i Sverige, mener han. Foto: Andreas Karker
Vis mere

Ved nedgangen til S-togs perronen står en flok rumænere med tre store affaldssække fyldt med flasker og dåser. De har ikke hørt om det nye lovforslag fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

»Vi vil bare gerne arbejde. Jeg er ikke glad for lovforslaget,« siger en af flaskesamlerne, Rodica, der har sovet på gaden i København i to måneder.

Hun taler ikke engelsk, men vi kommunikerer på Google translate på en af hendes venners smartphone.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener, at den nye lov er symbolpolitik:

»Det er en helt vild stramning at straffe så hårdt. Jeg ved godt, at nogle kommer til Danmark og forsøger at udnytte danske regler. Men jeg synes ikke, de udfordringer bliver løst ved at ændre straffeloven. Det er et forsøg på at få det til at se ud som om, man gør noget ved det. Det er ren symbolpolitik. Vi burde finde ud af, hvilke problemer de tilrejsende har, og hjælpe dem eller hjælpe dem hjem på en værdig måde,« siger Jann Sjursen.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen vil forsøge at få loven målrettet endnu mere mod udenlandske tiggere og flaskesamldere:

»Vi overvejer også andre muligheder for at ramme romaerne, bl.a. om vi kan forbyde eller vanskeliggøre det at samle flasker. Men vi ønsker naturligvis ikke at ramme danske hjemløse, hvorfor det skal overvejes grundigt,« siger Martin Henriksen.

Lovforslag nr. L 215

'Regeringen ønsker at sætte ind mod udenlandske tilrejsende, som slår lejr på offentlige steder, f.eks. i parker og på offentlige veje, og som ved deres ophold skaber utryghed. En del af de personer, som opholder sig i de utryghedsskabende lejre, ernærer sig ved bl.a. flaskesamling og tiggeri og det forslås derfor, at der også sættes ind over for utryghedsskabende tiggeri. Forslaget målrettes tiggeri i gågader, ved stationer og i offentlige transportmidler.'