Nuværende medlem af europarlamentet for Venstre, Jens Rohde, langer hårdt ud efter Villy Søvndal (SF)

Ovenpå de seneste dages dramatiske udviklinger i forhandlingerne om en ny skattereform har flere hidsige bemærkninger faret frem og tilbage mellem politikere fra begge sider af Folketinget.

Men Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde topper nu alle tidligere bemærkninger. Det nuværende medlem af Europaparlamentet sender nemlig overordentlige aggressive beskyldninger mod SF's formand Villy Søvndal. På Facebook indleder Rohde en længere svada mod Udenrigsministeren med:

-  Mageløs amatørisme Villy!

Herefter mener Rohde, at Søvndal gav andre skylden for, at Søvndal selv indgik en skatteaftale med V og K. Og Rohde fortsætter:

- Så forsøger du at give indtryk af, at Johanne Schmidt Nielsen lyver om forløbet. Og endelig bruger du samme anledning til at håne dem, som du har lavet en aftale med, for at sende 'korpulente folk' til forhandlingerne og være billigt til salg. Sådanne udtalelser oven på et forlig er vist aldrig set af en partileder før i dansk politik.

Endelig runder Jens Rohde af med at forudse Villy Søvndals fald indenfor dansk politik, før han tager et særligt stærke ord i sin mund:

- Men sav du bare videre på den gren, du sidder på. Du opfører dig som en ansvarsforflygtende barnagtig nar, og det klæder dig ikke.