De anbragte børn, som blev udsat for overgreb og svigt fra 1940'erne til 1970'erne, har fået en undskyldning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var tydeligt berørt, da hun tirsdag gav en officiel undskyldning til de tidligere børnehjemsbørn, som blev udsat for misrøgt på drengehjemmet Godhavn og andre af statens børnehjem.

- På vegne af vores fortid, på vegne af vores nutid og på vegne af vores fælles fremtid, så vil jeg gerne se jer alle sammen i øjnene og sige det eneste rigtige: Undskyld, sagde Mette Frederiksen fra talerstolen på Marienborg.

- Undskyld til hver og en, undskyld for den uret, der er begået mod jer og jeres kære. På vegne af hele Danmark: Undskyld.

Dagens undskyldning er blevet givet til alle de børn, som var anbragt på børnehjem underlagt statsligt tilsyn frem til 1976.

Forholdene på 19 af de statslige børnehjem er blevet gransket i forbindelse med en undersøgelse, som blev sat i gang af Socialministeriet i 2009.

Det mundede ud i Godhavnsrapporten, som blandt andet beskriver, hvordan drengene fra børnehjemmet Godhavn blev udsat for en række overgreb, herunder systematiske tæsk, lussinger, seksuelle overgreb samt medicinske forsøg.

Undervejs i talen, som ledte frem til undskyldningen, blev Mette Frederiksen flere gange berørt.

Formand for foreningen Godhavnsdrengene, Poul-Erik Rasmussen, sagde i sin tale om undskyldningen, som har været længe ventet:

- Smerten og minderne forsvinder aldrig, men mon ikke det her giver en masse, der lige skal tænkes igennem. I mange år har man gået og gemt på den skyld nede i en kasse. Det behøver man sgu ikke mere. Det har statsministeren lige sørget for, sagde Poul-Erik Rasmussen.

Tidligere har Poul-Erik Rasmussen lagt sag an mod staten udelukkende med ønsket om en undskyldning. Han tabte sagen på grund af forældelse.

Forældelsesfristen er dog fjernet med tilbagevirkende kraft og åbner muligheden for, at der kan søges erstatning.

Efter talerne læste skuespiller Sofie Gråbøl digte af Tove Ditlevsen op, og afslutningsvis indtog Mette Frederiksen scenen igen. Her inviterede hun hele forsamlingen ud i Marienborgs have for at plante et egetræ til ære for Godhavnsdrengene.

Gartneren på Marienborg havde på forhånd fundet et sted, hvor der både er lys og plads til, at egetræet kan vokse sig stort og stærkt.

En undskyldning på vegne af den danske stat har i mange år været en mærkesag for SF, siger partiets formand, Pia Olsen Dyhr. Men det har tidligere ministre fra både blå og røde regeringer afvist.

Derfor er hun glad for, at der endelig er faldet en undskyldning.

- Det har krævet en statsminister med lidt mod, og det har Mette Frederiksen (S) heldigvis, siger hun.

Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, er også til stede ved arrangementet på Marienborg.

- Det her er en helt enorm stor dag. Jeg kan ikke finde det tillægsord for, hvor vigtigt det er, og hvor stort det er for de her mennesker og for vores fællesskab som land, at vi får sagt undskyld, siger hun.

/ritzau/