Muslimer i Mellemøsten kan opfatte Politikens forlig som bevis for, at avisen har brudt danske regler, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Det er enormt farligt, at Politiken kalder sin aftale med den saudiarabiske advokat Faisal Yamani "et forlig". Så tror mange muslimer i Mellemøsten, at avisen straffrit har brudt dansk lovgivning. Det er langt alvorligere end avisens udsalg af ytringsfriheden.Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).
- De risikerer, at det i de arabiske lande opfattes som et knæfald uden betingelser, og at de taler på Danmarks vegne og erkender, at det er noget, man ikke må. Det er grufuldt, siger hun.
I sin bog "Tavshed er guld" kritiserer Birthe Rønn Hornbech selv Muhammedtegningerne, men vil kompromisløst forsvare Morgenavisens Jyllands-Postens ret til at trykke tegningerne.
- Jeg havde gerne været de tegninger foruden, men vil forsvare retten til at tegne dem, siger hun.
Birthe Rønn Hornbech har forklaret mange anfægtede muslimer, at staten og hun ikke kan gribe ind overfor tegningerne, fordi der er ytringsfrihed i Danmark.
- Jeg synes ikke, at man skal såre andres religion, men når det kommer til retten, må jeg kæmpe til sidste blodsdråbe. Tøger (Seidenfaden. Ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) gør det endnu værre end bare at sælge ud af ytringsfriheden. Han sætter hele det officielle Danmark i en utroligt farlig situation, fordi han efterlader det indtryk, at det var noget, man ikke måtte. Han laver et forlig, hvor han ensidigt gør knæfald, siger Birthe Rønn Hornbech.
/ritzau/