Generalsekretær Anders Ladekarl ser frem til at kunne tilbyde afviste børnefamilier bedre forhold i Avnstrup.

Røde Kors har opgaven med at drive Center Avnstrup, der fra 1. april skal huse børnefamilier fra Sjælsmark.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, ser frem til at kunne tilbyde børnefamilierne bedre forhold.

- Det er en god beslutning at flytte børnene til et sted med mere ro, hvor de selv kan lave mad, og hvor der er gode relationer til det omgivende samfund. Jeg håber, det kan skabe lidt mere ro om børnefamilierne, siger han.

Center Avnstrup fungerer i dag som hjemrejsecenter, hvor der indkvarteres afviste asylansøgere - både enlige og familier.

Fra 1. april vil det kun huse børnefamilier uden lovligt ophold i Danmark.

Men inden det tidligere tuberkulosesanatorie i Avnstrup i Lejre Kommune er klar til opgaven, skal der ske nogle bygningsmæssige forandringer:

- Muligheden for at lave mad blev nedlagt under den tidligere regering. Så vi skal have genetableret køkkenfaciliteter.

- Derudover skal vi kigge på, hvordan vi får lavet nogle gode institutioner, hvor børnene kan få det godt, siger han.

Spørgsmål: Men det ændrer vel ikke på, at de her familier står til at skulle rejse ud?

- Der er tale om afviste asylansøgere, så selvfølgelig er målet, at de skal forlade Danmark, når det er muligt.

- Men vores erfaring er, at når der er ro om familierne, så er det nemmere at snakke tilbagevenden med dem, siger Anders Ladekarl.

Røde Kors har opgaven med at drive Center Avnstrup til og med 2020, hvorefter det skal i udbud.

Asylchef Eva Singer, Dansk Flygtningehjælp, mener, at børnefamilierne fra Sjælsmark får markant bedre forhold på Center Avnstrup.

- Familierne får mulighed for at bo under forhold med mere privatliv og mulighed for at lave deres egen mad.

- På Sjælsmark har man en militær øvelsesbane klos op ad centret. Det er der ikke i Avnstrup, siger Eva Singer.

/ritzau/