Endnu en meningsmåling viser klart flertal til oppositionen, som er tæt på flertal uden De Radikale. Men de er fortsat inde i varmen, understreger S-ordfører.

Vælgernes manglende tillid til regeringen bekræftes i en meningsmåling fra Rambøll Analyse, som Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde søndag.

Målingen giver et solidt rødt flertal på 96 mandater mod 79 til den borgerlige blok.

I det regnestykke er ni radikale mandater talt med. Det vil sige, at når de grønlandske og færøske stemmer lægges oveni, kunne der på dette grundlag formentlig dannes en regering af Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti med støtte fra Enhedslisten, men ikke nødvendigvis De Radikale.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, siger dog til avisen, at hans chef, Helle Thorning-Schmidt, ikke vil rykke ind i Statsministeriet uden at tilbyde De Radikale ministerposter.

- Vi ønsker et samarbejde mellem alle partier i oppositionen, understreger Sass Larsen.

Rambølls måling viser også, at den konservative krise langtfra er overstået. Målingen giver De Konservative beskedne otte pct. af stemmerne mod 10,4 ved det seneste valg, og partiets leder, Lene Espersen, er havnet helt i bunden i en vurdering af, hvordan samtlige ministre klarer sig.

Henriette Kjær, politisk ordfører hos De Konservative, konstaterer, "at det ikke er godt nok".

- Hvis vi vil have vores politik igennem, skal vi være et større parti, siger Henriette Kjær. Hun erkender samtidig, at den såkaldte feriesag fortsat slidder på partiets formand.

Et repræsentativt udsnit af befolkningen på 1009 personer over 17 år har deltaget i Rambølls prøvevalg. Målingen af ministrenes indsats omfatter 938 personer over 17 år.

Regeringen får også dumpekarakterer i en måling fra Megafon, som kan læses i Politiken.

Instituttet har spurgt vælgerne, hvilke ministre de mener, har klaret det godt. Vurderingerne er de dårligste i Lars Løkke Rasmussens (V) tid som statsminister.

Valgforsker Kenneth Thue Nielsen siger, at bedømmelsen er alvorlig.

- I øjeblikket ser det ud til, at vælgerne fosser ud af samtlige sprækker i VKO-blokken, mener han.

/ritzau/