Butikskæden Netto har på én måned sendt salget af cigaretter ned med fem procent, efter virksomheden i midten af juli besluttede at skjule cigaretpakkerne, så kunderne nu skal spørge om dem ved disken.

Rød blok og Alternativet roser Netto for tiltaget, men synes alligevel, at der er behov for lovgivning på området, hvis man skal have alle butikskæder, tankstationer og kiosker med på initiativet.

»Det er rigtig godt, at de tager et socialt et ansvar. Detailbranchen har også et medansvar for, at unge ikke har så let adgang til at købe cigaretter. Og det er et meget godt bevis på, at hvis cigaretterne ikke lige er i øjenhøjde, så er der færre, der køber dem. Men jeg synes, vi skal lovgive på området, så det ikke er op til den enkelte butik, fordi det er klart, at det kan påvirke deres indtjening og omsætning,« siger Pernille Schnoor, sundhedsordfører for Alternativet.

I en måned har Netto haft skjult sine cigaretter, så kunder har skullet bede om dem. Det har sendt salget ned.
I en måned har Netto haft skjult sine cigaretter, så kunder har skullet bede om dem. Det har sendt salget ned. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hun møder opbakning fra hele rød blok, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet, som mener, at regeringen bør lovgive på området, så man tvinger alle butikker til at skjule cigaretterne.

»Man skal ikke straffe dem, der går forrest, fordi det gør man, hvis man ikke laver en lovgivning. Så bliver tobakssalget bare flyttet til kioskerne. Og det er ikke at hjælpe dem, der tager et godt initiativ rent konkurrencemæssigt. Synlighed er det samme som reklame. Derfor er det fuldstændig vanvittigt, at regeringen ikke vil være med til at lave lovændringer, som passer på børn og unges helbred,« siger Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet.

Venstre har en målsætning om, at man i år 2030 skal have den første røgfrie generation. Til gengæld mener man ikke, at der er nok evidens for, at man ved at skjule cigaretterne kan nedsætte antallet af unge, der ryger.

»Jeg har ikke set forskning, som entydigt peger i retning af, at dét isolerede initiativ har gjort, at færre unge ryger. Det, at gemme cigaretterne under disken, er ét blandt mange initiativer. Vi har taget en stribe initiativer. Lad os nu se effekten af det. Vi følger det nøje. Jeg synes, det er positivt, at Netto har gjort det. Men lige nu ser jeg ikke nogen grund til at lovgive på det,« siger Jane Heitmann, sundhedsordfører for Venstre.

I Skotland, Irland, Finland, England og Australien har man vedtaget ved lov, at tobakken skal skjules fra kunderne.
I Skotland, Irland, Finland, England og Australien har man vedtaget ved lov, at tobakken skal skjules fra kunderne. Foto: ERIC FEFERBERG
Vis mere

Modsat Venstre har Dansk Folkepartis sundhedsordfører. Liselott Blixt, ikke behov for yderligere evidens på området. Hun tror ikke på, at det virker, men at de unge og voksne bare har købt cigaretterne et andet sted.

»Jeg har ikke været fortaler for, at man skal gemme cigaretter under disken, og derfor heller ikke gjort noget politisk ved det. Jeg synes, det er dobbeltmoralsk, hvis man som virksomhed gerne vil have, at folk skal lade være med at ryge, men så sælger man cigaretter og tjener penge på det,« siger Liselott Blixt og forsætter:

»Hvad voksne mennesker gør, skal vi ikke bestemme. Jeg blander mig ikke i, om voksne begynder at ryge. Det må de da selv om. Jeg skal ikke blande mig i, hvad en 20-årig, 30-årig eller 80-årig gør. Der er mange ting, der er bekymrende i vores liv. Og der er nogle problemer, der er større end at begynde at ryge.«

Sundhedsordførerne hos Liberal Alliance og Konservative er ikke vendt tilbage ved redaktionens deadline.