Med en uge til folketingsvalget trækker den røde blok fra blå blok i den seneste meningsmåling for analyseinstituttet Voxmeter.

Rød blok bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet står til 49,1 procent af stemmerne og 86 mandater.

Modsat står blå blok til 43,9 procent og 77 mandater.

I lørdagens måling fra Voxmeter stod rød blok til 47,8 procent mod blå bloks 45,7 procent.

Trods føringen kan rød blok altså ikke tælle til 90 mandater, og derfor er det fortsat Moderaterne og politisk leder Lars Løkke Rasmussen, der står til at få de afgørende mandater og rollen som kongemager.

I tirsdagens måling står Moderaterne til 6,9 procent af stemmerne og 12 mandater.

Blå bloks tilbagegang de seneste tre dage rammer både Venstre-formand Troels Lund Poulsen og Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der begge rækker ud efter den ultimative magt i Statsministeriet.

Venstre og Troels Lund Poulsen, der var i direkte duel mod statsminister Mette Frederiksen (S) søndag på DR, står i målingen til 8,9 procent af stemmerne mod 10 procent lørdag.

Begge tal ville være det gamle magtpartis dårligste resultat ved et folketingsvalg, siden Venstre opstod i 1910 i sin nuværende form.

Hos Liberal Alliance og Alex Vanopslagh, der søndag indrømmede, at han har taget kokain i sin første tid som partileder, får opbakning fra 11 procent i tirsdagens måling. Lørdag stod partiet til 12,1 procent.

Til gengæld trækker Lars Boje Mathiesen og Borgernes Parti blå blok op.

Det nyeste parti på stemmesedlen får sin bedste Voxmeter-målingen siden det blev opstillingsberettiget i januar 2025 med 3,3 procent af stemmerne, hvilket ville give seks mandater.

Også Alternativet er igen over spærregrænsen med 2,2 procent af stemmerne.

Målingen er foretaget fra 14. til 16. marts med svar fra 1043 repræsentativt udvalgte personer.

Der er en statistisk usikkerhed i målingen på de enkelte partier på maksimalt 2,5 procentpoint.

/ritzau/