Dansk Folkeparti står til at blive halveret ved valget til Europa-Parlamentet, hvor pengesag fortsat lurer.

Ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 tog Dansk Folkeparti markante 26,6 procent af stemmerne, hvor Morten Messerschmidt alene fik 465.758 stemmer.

Ved det kommende valg til Europa-Parlamentet ser situationen helt anderledes ud. Dansk Folkeparti ser ud til at blive halveret og antallet af mandater falde fra fire til to.

- Jeg tror, det skyldes mange ting. Men vi kommer fra et utroligt stærkt udgangspunkt, som vi nok ikke kan nå igen. Men vi kæmper, og så må vi se, hvad danskerne siger til det, siger Dansk Folkepartis nye spidskandidat, Peter Kofod.

- Når jeg er ude, så hilser folk venligt og stiller mange gode spørgsmål. På den måde har det været en god oplevelse.

Dansk Folkeparti kæmper ikke bare mod mindre EU-skepsis, men også den såkaldte Meld og Feld-sag. Igennem disse fonde har Dansk Folkeparti uberettiget brugt EU-midler på eksempelvis egne sommergruppemøder og kampagnevirksomhed.

Pengene er blandt andet brugt til Morten Messerschimdts bog "Dagbog fra EU - om EU's spild af dine penge".

Partiet har betalt nogle af pengene tilbage, men sagen bliver fortsat efterforsket af EU's bedragerienhed, OLAF. OLAF er dog endnu ikke kommet med nogle anklager.

- Det er klart, at nu er der gået tre år, hvor der er talt om denne her sag, uden at der er kommet noget fra EU. Der er rejst nogle meget grove beskyldninger mod navngivne personer.

- De sager skal klares af, så vi ved, hvad der er op og ned. Derfor er jeg ærgerlig over, at det ikke er afsluttet for lang tid siden dette her, siger Peter Kofod.

Han afviser dog, at Meld og Feld-sagen er noget, han hører for fra vælgere i valgkampen.

- Jeg mindes ikke, at jeg er blevet spurgt ind til Meld og Feld. Jeg er blevet taget godt imod og er blevet mødt af mange gode spørgsmål, siger han.

/ritzau/