Rockere og bandekriminelle opkræves 247 millioner kroner for fejl og svig med skattebetalinger.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Opkrævningen er resultatet af en række kontroller udført i 2024 mod rocker- og bandemiljøet.

I kontrollerne blev der fundet fejl og svig i otte ud af ti kontroller.

De afslørede hvidvask og svindel med skatter, moms og afgifter via komplicerede selskabskonstruktioner.

Oprettelse af fiktive virksomheder og stråmænd er også blandt metoderne.

Fra skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) lyder det, at rockere og bandemedlemmer i stigende omfang begår kriminalitet af den økonomiske slags.

- Det skal vi ikke finde os i som samfund, og der skal slås hårdt ned hver gang, det opdages. Det er der også et bredt politisk ønske og forventning om, siger ministeren i meddelelsen.

/ritzau/