Det er Bandidos-rocker Torben Ohlsen Jensen, der er årsag til Henrik Sass Larsens politiske deroute.

På grund af et møde med ham og et par telefonsamtaler, så er Henrik Sass Larsen ikke længere aktuel som S-SF-R regeringens finansminister.

- Det er noget forbandet svineri, siger rockeren, som er ledende medlem i Køges Bandidosafdeling.

Torben Ohlsen Jensen forklarer, at Henrik Sass Larsen ingen skyld har i, at der har været kontakt mellem de to.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

- Det er mig, der har ringet til ham. Og så har vi snakket sammen en fem-ti minutter hver gang, siger Torben Ohlsen Jensen.

Torben Ohlsen Jensen er gode venner med den tidligere socialdemokratiske lokalformand i Køge, Tommy Kamp.

De to har, ifølge Torben Ohlsen Jensen, ofte talt om, hvordan Bandidosrockeren kunne få samkvem med sin otte-årige søn. I øjeblikket har drengens mor forældremyndigheden over drengen.

- Det var også det, som jeg talte med Henrik Sass Larsen om, når jeg ringede til ham, forklarer Torben Ohlsen Jensen.

Han forklarer, at Henrik Sass Larsen aldrig har lovet ham at se på hans sag, eller at han ville gøre nogle tjenester for ham.

Selv siger Henrik Sass Larsen, at han blot har svaret høfligt på en henvendelse, samt talte høfligt med Torben Ohlsen Jensen, da han satte sig ved et cafébord, hvor han og Tommy Kamp sad.