Socialdemokraternes grand old woman Ritt Bjerregaard tror mere på Elbæk-stilen end på Corydon-linjen.

I hvert fald når det handler om at finde et fyrtårn for, hvordan Socialdemokraterne kan få flere medlemmer i butikken og flere stemmer fra vælgerne.

Socialdemokraterne har dog ligget stabilt med over 25 pct af stemmerne i et vægtet gennemsnit af samtlige meningsmålinger, siden Mette Frederiksen (S) overtog formandsposten.

Men der skal mere til, hvis partiet skal tilbage til tidligere tiders storhed, mener Ritt Bjerregaard.

Politik handler nemlig om at kunne begejstre og ikke udelukkende om taktik og strategi, siger Bjerregaard til Politiken.

Hun mener, at tidligere finansminister, Bjarne Corydon (S) lagde sig fladt ned for embedsmændene i erkendelse af, at de var dygtigere end ham. Det var en stor fejl. Og at Corydon helt havde fejllæst befolkningen, da man valgte at sælge ud af statens aktier til Goldman Sachs.

»Det er farligt, hvis politik kun bliver taktik og strategi, mens virkeligheden får sit helt eget liv ved siden af. Jeg kan sagtens se, hvad Socialdemokraterne er ude på i denne tid: Det skal afdækkes, at den blå blok ikke kan holde, og at DF, når det kommer til stykket, ikke er til noget. I den situation skal vi socialdemokrater ikke komme med vores eget bud, for de andre skal ikke have noget på os. Men det er jo kun strategi og intet andet – og jeg tror ikke på, at det er det rigtige,« siger Ritt Bjerregaard til Politiken.

Hun mener derimod, at Socialdemokraterne kan lære en hel del af Alternativet og deres leder, Uffe Elbæk.

»Det gode ved Alternativet er, at de går ud og siger noget helt andet end alle andre. Uffe Elbæk er i stand til at spille antispil, møde op i sweater og sige noget, så de andre himler med øjnene. Dét sender et signal om, at noget kan være anderledes, og at han vil noget, der er anderledes«.

»Man er nødt til at kunne begejstre folk og vise en retning for partiet. Det kan godt være, at et parti som Alternativet er urealistiske i deres forestillinger, men de tænker anderledes og giver folk håb. Som vi sagde i mine unge dage: ’Vær realist – forlang det umulige’. Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet, fordi jeg ville forandre verden,« siger Ritt Bjerregaard til Politiken.