Inge Fischer Møller brød mændenes dominans i Socialdemokratiets ledelse, men det - kombineret med sygdom - kostede hende livet, skriver hendes veninde, Ritt Bjerregaard i ny bog
Inge Fischer Møller havde fortjent bedre. De mandlige S-bosser behandlede hende elendigt. De smadrede hendes selvtillid og var medansvarlige for, at hun tog sit eget liv. Da hun var død og borte, tav de hende ihjel.
Det mener hendes veninde, den 76-årige forhenværende toppolitiker Ritt Bjerregaard, som i ny bog fortæller hvordan hun på nærmeste hold selv oplevede de magtkampe i partiet, der efter hendes opfattelse kostede en talentfuld og meget menneskelig politiker livet.
»Jeg synes ikke hun skal skrives ud af historien,« siger Ritt Bjerregaard til BT.
I andet bind af sine erindringer, »Valgt«, der udkommer på Politikens Forlag 6. september, fortæller hun historien om Inge Fischer Møllers kamp for ligestilling i et mandsdomineret Socialdemokratiet under Anker Jørgensens ledelse i første halvdel af 1980'erne.
Da Inge Fischer Møller på S-kongressen i 1980 slog ledelsens kandidat og erobrerede næstformandsposten i partiet, var det en kæmpe sejr for de yngre kvinder i partiet. Men så startede balladen.
»Der var absolut ingen forståelse for Inges kvaliteter i ledelsen. Hun blev mobbet fra den første dag, fik ikke de papirer hun skulle bruge, blev holdt hen med snak, blev ikke inviteret med til de internationale møder, og så måtte hun blive hjemme…,« skriver hun og anklager partiets formand Anker Jørgensen, partisekretær Ejner Hovgaard og næstformand Knud Heinesen for at tage alle midler i brug for at udstille, at Inge Fischer Møller ikke duede.
»Problemet var, at Anker, Knud Heinesen og Ejner Hovgaard ikke havde brugt, hvad hun kunne, ikke havde sans for den varme og menneskelighed hun kunne tilføre partiet, men bare knoklede hende ned,« skriver Ritt Bjerregaard i bogen.
Du retter en meget alvorlig anklage mod nulevende og afdøde personer for at de har mobbet og drevet hende til selvmord. Skal det forstås så hårdt?
»Ja, det skal det,« svarer Ritt Bjerregaard, som BT har interviewet i forbindelse med bogudgivelsen.
»Altså, jeg skriver jo også, at når jeg sidder nu og skriver om det, at jeg synes at jeg selv var naiv. Jeg troede, at når hun blev valgt - godt nok mod ledelsens indstilling – at så ville ledelsen kunne se, at nu var hun valgt og at kvinderne havde fået deres egen kandidat. Hun kunne noget i den socialdemokratiske bevægelse og var meget populær. Men ledelsen følte, at den havde tabt, og de skyldte i hvert fald ikke Inge Fischer Møller noget. Derfor fik hun ikke papirerne og kunne ikke slå igennem. Hun veg bag fra en konfrontation, og da der stødte sygdom til, gik det hel galt,« uddyber hun.
Anker Jørgensen døde sidste år og Ejner Hovgaard Christiansen i 2007.
Den tidligere finansminister og S-næstformand Knud Heinesen har denne kommentar til anklagen:
»Jeg kan blankt afvise Ritts nederdrægtige og usande påstand. Jeg har aldrig mobbet Inge Fischer Møller, som var en overordentlig venlig, engageret og livlig kollega, som jeg satte megen pris på. Problemet var, at Inge Fischer Møller og partisekretær Ejnar Hovgaard Christiansen havde overlappende kompetencer, som Anker desværre ikke fandt det nødvendigt at fjerne med en aftalt arbejdsdeling. Det kritiserede jeg for mere end ti år siden i mine erindringer, uden at hverken Anker eller andre gjorde indsigelser,« skriver Knud Heinesen i en mail til BT.
Inge Fischer Møller trak sig som næstformand tre år senere. Hun blev slemt forbrændt ved en ulykke med en frituregryde. En sindslidelse fulgte med indlæggelse og elektrochok-behandling. I sommeren 1984 kastede hun sig ud fra Hotel Hvide Hus i Aalborg og døde.
»Det er selvfølgelig lidt dristigt at sige, at det kun var ledelsens skyld. Det blev kombineret med sygdommen,« vurderer Ritt i dag.
I virkeligheden havde Inge Fischer Møller brug for en kærlig hånd og nogle personer omkring sig, der troede på hende.
»Jeg troede, at hun havde en større robusthed, end hun havde. Om hun havde haft det, hvis ikke sygdommen kom ind i billedet, får vi aldrig svar på. Det gjorde et stort, stort indtryk på mig, og gav mig en overvejelse over, om det var værd at blive i politik. Det førte til den konklusion, at jeg blev. Men omkostninger kunne blive for store. Jeg har det fra min barndom, at verden er ikke så retfærdig. Modstande skal overvindes. Hvis man ikke bider tænderne sammen, bliver man pandet ned,« siger Ritt Bjerregaard.
Den dag i dag piner det hende, at man straks efter begravelsen lod Inge Fischer Møller gå helt i glemmebogen.
Har du siden snakket med Knud Heinesen om det?
»Nej, jeg har ikke snakket med Knud om det. Jeg har heller ikke bedt ham læse bogen. Det må være sådan, at det er min opfattelse af forløbet. Det er set ud fra en kvindelig synsvinkel, og der er ikke så mange andre, der har været så langt oppe i partiet, der kan skrive ud fra den synsvinkel,« siger hun.
Var der ingen refleksion i partiet over hendes død?
»Nej.«
Selvmordet kom som et chok
Inge Fischer Møller var et følelsesmenneske med et stort hjerte, siger flere partifæller, der lige som Ritt Bjerregaard var vidner til, hvordan S-bosserne hævnede sig på hende, da kvindernes krav om mere ligestilling i Socialdemokratiet truede mændenes magtpositioner.
»Den machokultur Inge Fischer Møller var oppe imod, var meget svær for hende at håndtere,« siger tidligere udviklingsminister Helle Degn (S).
»Hun var et sødt og blødt menneske. Hun klagede sin nød til os andre, sine veninder. Derfor har vi siddet og hørt på, hvordan Ejner Hovgaard, Kjeld Olesen og Anker sørgede for at hun ikke kom indenfor i varmen. Man skal huske, at hun var valgt imod ledelsens ønske. Der var pr. definition et oprør i hendes tilstedeværelse, og de slog tilbage på Inge. Fordi hun ikke var så hård en nød, så kampduelig som jeg og Ritt, gik det lige ned i maven på hende,« siger Helle Degn og drager en lige linje fra Inge Fischer Møller i 1980'erne til den kamp den nuværende LO-formand Lizette Riisgaard måtte tage, da hun for ti år siden blev næstformand i LO og fik macho-kulten omkring Harald Børsting imod sig.
»På samme måde chikanerede de Inge dengang. Det var meget mærkeligt at sidde i kirken til hendes begravelse og se på disse mænd, der var medårsag til at hun døde. Nu sidder vi lige i dag og mindes Lady Di, og hele hoffet var hende imod. Hun opgav kampen, fordi hun var lavet af en anden støbning. Sådan var Inge Fischer Møller også en folkets prinsesse,« siger Helle Degn.
Hun lægger ikke skjul på, at der også var andre årsager til, at Inge Fischer Møller endte med at tage sit eget liv.
»Først og fremme hendes egen psyke. Hun var et åbent menneske med et stort hjerte. Men med meget lidt taktisk sans. Da hun blev næstformand i S, blev hun modarbejdet fra dag ét, og det kunne hun ikke holde til,« siger Helle Degn.
Ifølge den tidligere regionsrådsformand i Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen fik kvinderne dengang en langt hårdere medfart, hvis de gik ind i politik, end man udsættes for i dag.
»Vi gik imod den særlige måde mændene bedrev politik på med lange nattemøder. Inge Fischer Møller var jo det der varme følelsesmenneske, som man kan savne i politik i dag, hvor så mange er cand.polit.'er. Hun evnede at gøre de problemer, som almindelige mennesker kæmper med, til noget der kommer alle ved,« siger hun.
»Det var hårdt for kvinder at være i politik i de år. Vi havde ikke lige øje for de personlige omkostninger og måtte støtte hinanden, vi holdt kvindekonferencer og den slags. Inge var i politik pr. følelse og ikke for at gøre karriere. Hun insisterede på at være kvinde, og det var hårdt for hende, da hun kom i klemme,« siger Vibeke Storm Rasmussen.
Selvmordet kom som en chok.
»Alle følte, at kunne vi dog bare have gjort noget for at forhindre det. Det var utrolig trist,« siger hun.
