Det var godt tænkt, da regeringen vedtog sine to akutpakker, men som tingene har udviklet sig, er der behov for yderligere skridt for at redde de mange dagpengemodtagere, der står til at miste deres forsørgelsesgrundlag.

Det siger tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester i København, Ritt Bjerregaard til B.dk.

- Jeg synes, man må sige, at det var absolut konstruktivt tænkt med akutpakken, hvor regeringen både involverer arbejdsgivere og arbejdstagere i nogle forpligtigelser. Det, synes jeg, var godt tænkt, men det er jo åbenlyst, at det ikke har været nok.

- Det var et godt forsøg, men når det så ikke var nok, så må man tænke igen, siger hun i dag til b.dk.

Dermed melder hun sig i flokken af socialdemokrater, der mener, at der skal gøres mere. Senest skriver trafikordfører Rasmus Prehn (S) i et debatindlæg i dagens Politiken, at det »virker oplagt i hvert fald at justere« kommunernes anlægsloft for at skabe job.

Selvom Ritt Bjerregaard ikke vil kommentere på nogle af de løsningsforslag, der har været oppe at vende i den offentlige debat som eksempelvis en halvering af genoptjeningsperioden, så nikker hun til Rasmus Prehns forslag.

- Jeg er bestemt enig i, at det er vigtigt at gøre noget, og det lyder bestemt som et konstruktivt forslag, siger hun.