Klaus Riskær Pedersen støtter en borgerlig statsminister. Han ønsker dog ikke at stille nogle krav.

Det har indtil videre ikke været helt klart, hvilken statsministerkandidat partiet Klaus Riskær Pedersen ville støtte efter et valg, hvis det bliver valgt ind i Folketinget.

Tirsdag fortæller partiets formand, Klaus Riskær Pedersen (KRP), imidlertid, at partiets støtte ligger hos Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V).

- Vi peger på Lars Løkke Rasmussen. Vi er et rødt og konservativt parti, og vores livsindstilling er konservativ, så vi satser på en borgerlig statsminister.

- Men vi er også røde, på den måde at vi er indstillet på at lave forandringer, der forbedrer, og ikke bare forandringer som bevarer, siger han.

Riskær fortæller, at partiet ikke ønsker at stille nogle krav til Lars Løkke Rasmussen som statsminister forud for valget.

- Vi skal arbejde sammen med dem. Vi skal igennem det her på en god og ordentlig måde, der er respektfuld, siger Klaus Riskær Pedersen.

Det er i øjeblikket usikkert, om Riskærs parti får en plads i Folketinget efter valget.

Den seneste Voxmeter-måling for Ritzau viser, at partiet Klaus Riskær Pedersen kun står til at få 0,2 procent af stemmerne. Spærregrænsen ligger på to procent.

Derved er Klaus Riskær Pedersen ifølge målingen det parti af de tre nye opstillingsberettigede, der har de dårligste udsigter til at få en plads i Folketingssalen.

Stram Kurs stod i samme måling til at få 2,4 procent af stemmerne, mens Nye Borgerlige lå på 0,9 procent.

Det kommer dog ikke bag på Riskær, at Stram Kurs og Nye Borgerlige klarer sig godt i meningsmålingerne.

Over for TV2 News peger han tirsdag på, at den hårde retorik omkring udlændinge i debatten har åbnet op for "højreekstremistiske partier".

- De (politikerne, red.) må gøre sig klart, at de selv har skabt problemet, siger Klaus Riskær Pedersen.

Der afholdes valg til Folketinget på grundlovsdag 5. juni.

/ritzau/