Grænsen for, hvor dårligt et politisk parti kan stå i en meningsmåling, er nået

Det tegnede ellers godt for Klaus Riskær Pedersen, da hans parti med samme navn blev opstillingsberettiget​ på rekordtid.

Opbakningen blandt vælgerne gjorde også, at finansmanden kortvarigt kyssede spærregrænsen.

Nu står han til at få intet mindre end 0,0 procent af stemmerne. Det viser den seneste meningsmåling, som YouGov har foretaget for B.T.

»Riskær er forsvundet helt ud af valgkampen,« konstaterer Erik Holstein, politisk kommentator for Altinget.

»Hans chancer for at komme i Folketinget er ikke-eksisterende. Jeg kan ikke se en mulighed eller en trylleformular, der skulle kunne få ham over spærregrænsen.«

I meningsmålingen fra YouGov, der er foretaget mellem 29. maj og 2. juni, er Klaus Riskær Pedersen gået 0,2 procentpoint tilbage.

Selv om Liberal Alliance i 2009 formåede at gøre comeback, da de også stod til 0,0 procent af stemmerne, spår Erik Holstein ikke samme muligheder for Riskær. Forskellen er også, at Liberal Alliance havde flere år til at vende skuden, mens Riskær har få dage.

Den seneste chokmåling for finansmandens nydannede parti åbner for to centrale spørgsmål:

Formåede Klaus Riskær Pedersen at blive opstillingsberettiget for nemt ved at omgå reglerne? Har hans politiske projekt tyngde nok?

»Det er blevet meget lettere end tidligere at indsamle underskrifter. Nu er det blevet sådan, at alle mulige Facebook-personligheder og kendte med en overfladisk følgerskare er i stand til at stille op til Folketinget. Under de gamle regler ville de ikke have en chance,« forklarer Erik Holstein.

Han fremhæver, at Riskærs udfordring også er, at han ikke har haft nok politisk substans at markedsføre sig på.

»Det har virket som et lidt tyndt projekt. Det er ikke noget tilfælde, at partiet har samme navn som ham selv. Det siger måske, hvad det hele handler om: ham selv og ikke meget andet.«

Den seneste meningsmåling er måske ikke gode nyheder for Riskær, men det kan den derimod være for Lars Løkke Rasmussen (V).

»Riskærs vælgere kigger nok mod andre borgerlige partier, og dermed er stemmespildet for blå blok mere begrænset,« siger Erik Holstein.

Den markante tilbagegang i meningsmålingen afskrækker dog ikke vælgeren Birgitte Blumensaath Andersen, som stadig støtter partiet.

»Det afholder mig ikke fra at stemme på ham, og jeg tror heller ikke på meningsmålingen. Ser man på hans Facebook-side, så har han masser af opbakning,« siger hun.

Birgitte Blumensaath Andersen sætter sit kryds ved Klaus Riskær Pedersen på grund af hans økonomiske politik og tilgang til skattesystemet.

At hendes stemme til valget 5. juni kan 'gå til spilde', da partiet ikke står til at komme over spærregrænsen, rokker ikke ved hendes opbakning.

»Så snart en stemme er givet i en stemmeboks, er den ikke spildt.«