Mens aktivisten - den dømte, tidligere hashsælger Khodr 'Cutter' Mehri - måtte sande, at han ikke bliver opstillet for det nye parti Alternativet, lykkedes det for standup-komikeren Anders Stjernholm at snuppe et folketingskandidatur.

Det stod klart, efter partiets kreds i Københavns Omegn tirsdag aften holdte møde.

Her skulle otte potentielle folketingskandidater præsentere sig for kredsens medlemmer, der derefter skulle bestemme sig for, hvem af dem de ville lade repræsentere deres parti.

Én af de håbefulde var den tidligere hashsælger Khodr Mehri, der i 2014 blev idømt seks måneders fængsel for helt åbenlyst at have solgt hash på sin cafe i København. Han skrev mandag på sin Facebook-profil, at han havde fået lov af kredsen til ansøge om blive kandidat for dem.

Men da stemmerne taltes op, var der ikke flertal for hans kandidatur, og 'Cutter', som han kaldes, må derfor se til fra sidelinjen, når der afholdes folketingsvalg i løbet af det næste halve år.

»Klokken 21.30 havde de 32 fremmødte af Omegnens medlemmer taget stilling til kandidaterne og stemt ind blev: Ryan Lund, Qasam N. Ahmad, Anders Stjernholm og Bo Steen Mikkelsen,« oplyser kredsens forperson Per Bruun i en sms til bt.dk.

Det næstsidste navn blandt de nye kandidater lyder nok bekendt for nogle. Det er nemlig standup-komikeren Anders Stjernholm, som i flere år har optrådt landet over.

Men mens Khodr Mehris fortid med hash måske kostede ham pladsen, kunne Stjernholm, der har ADHD og ligesom Mehri ryger hash og taler for en legalisering, glæde sig over Københavner-medlemmernes tillid til ham.

Tidligere har erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen, der ligesom Mehri har siddet i fængsel, også forsøgt at opstille for Alternativet, men han blev ekskluderet af partiet.