Da daværende DFer i Europa-Parlamentet Rikke Karlsson gik imod sit eget parti, rev det en flænge i forholdet mellem Karlsson og hendes onkel Søren Espersen.

Det fortæller hun i 24syv-programmet Reporterne.

Hun fortæller videre, at forholdet er blevet nemmere, efter Søren Espersen har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og har tilsluttet sig Danmarksdemokraterne.

»Men der er stadig et meget ømt og blodigt sår i familien omkring det her,« siger Rikke Karlsson.

Søren Espersen er nemlig en 'loyal partisoldat', så det skabte voldsom splid, da Rikke Karlsson valgte at skabe problemer for Morten Messerschmidt.

Det gjorde hun i 2015, da hun meldte sig ud af partiet, fordi hun ikke kunne se regnskaberne for den politiske organisation Meld og fonden Feld. Meld og Feld har lige siden været en voldsom hovedpine for både Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti.

Rikke Karlsson gik så langt, at hun i 2016 anmeldte Morten Messerschmidt til politiet, og EUs antikorruptionsenhed, OLAF, har siden undersøgt partiet.

I denne måned er Morten Messerschmidt tiltalt i Retten på Frederiksberg for at have svindlet med EU-midler.

Hovedpunktet for sagen er et DF-sommergruppemøde på Color Hotel i Skagen i 2015.

I den forbindelse blev der efter ansøgning fra Morten Messerschmidt udbetalt penge fra EU-partiet Meld. Det skulle finansiere en EU-konference, som fandt sted under mødet.

Eller gjorde den? Det mener anklagemyndigheden nemlig ikke, og derfor er Messerschmidt anklaget for EU-svig efter en bestemmelse i straffeloven. Messerschmidt nægter sig skyldig.

Det er altså en sag, der har været en del af DFs nedsmeltning. Derfor var det også svært for Rikke Karlsson, da hun i sin tid satte sagen i gang.

»Jeg oplevede det som smertefuldt. Jeg havde et meget nært forhold til min onkel Søren Espersen. Det sidste i verden, jeg ville, var at såre ham. Men Søren har altid været partiets mand,« forklarer hun.

Rikke Karlsson fortæller, at hun ud fra sin egen moral var nødt til at melde sig ud af partiet. Der gik lang tid, før Espersen og Karlsson talte sammen.

»Mon ikke der gik et par år, før vi mødtes til en familiekomsammen og hilste pænt på hinanden,« siger hun.

B.T. har spurgt Søren Espersen, hvordan hans forhold i dag er til Rikke Karlsson. Han har frabedt sig at kommentere.