I en fredelig aktion vil Rachid Nekkaz tirsdag stadfæste løftet om at betale bøder. Det er hans frihedskamp.

København. Alle mennesker skal have ret til at gå klædt nøjagtigt, som de ønsker på gaden. Det mener den fransk-algeriske forretningsmand Rachid Nekkaz, som vil kæmpe for sin filosofi.

Foran Christiansborg vil han tirsdag klokken 15.00 understrege sit løfte om at betale bøder, der er blevet udstedt for at overtræde tildækningsforbuddet, fortæller aktivisten.

- Alle de mennesker, som har fået en bøde, kan komme og møde mig, give mig deres bøder og fortælle deres historier. Det bliver en fredelig, politisk aktion.

- Jeg gør det for at forsvare civile rettigheder og for friheden til at klæde sig, som man vil, siger han.

I marts besøgte Rachid Nekkaz første gang Danmark, hvor han gav sit ord på at betale bøderne. Siden tildækningsforbuddet trådte i kraft 1. august i år, har politiet udstedt tre bøder. Og nu vil han holde sit løfte.

Men forretningsmanden har nogle kriterier for, hvilke overtrædelser han vil finansiere. Bøden skal være givet på gaden, hvilket ikke er tilfældet for den kvinde, som blev sigtet for at bære niqab i et storcenter i Hørsholm.

- Bøderne skal være givet for at overtræde forbuddet på gaden. For jeg er ikke modstander af, at der er et forbud mod at være helt tildækket i shoppingcentre, lufthavne og banker.

- For dét handler om sikkerhed. Men jeg skal kende de nøjagtige omstændigheder, siger Rachid Nekkaz til spørgsmålet om, hvorvidt han vil betale kvindens bøde.

I Haderslev blev en 49-årig mand sigtet for at overtræde forbuddet, da han gik rundt med skimaske på, bar overkrop og en pind i hånden.

- Hvis manden var voldelig eller ubehagelig, vil jeg ikke betale bøden. Men hvis han ikke var farlig, vil jeg selvfølgelig betale den, siger Nekkaz.

En tyrkisk turist fik en bøde, da hun ville forny sit visum på politistationen. Hun betalte bøden for at bære niqab med det samme, hvorefter hun lod sit ansigt komme til syne.

- Jeg skal kende til omstændighederne. Men når hun går ind på en politistation, skal hun være klar til at identificere sig selv og tage sin niqab af, siger forretningsmanden.

Rachid Nekkaz kommer til København hver eneste måned for at understrege sin vilje til at betale bøderne, fortæller han.

- Det vil jeg blive ved med, indtil Folketinget kommer til fornuft og ændrer loven, så det udelukkende er ulovligt at bære niqab i lukkede offentlige områder, såsom skoler, hospitaler, banker og storcentre.

Siden 2010 har Nekkaz betalt 1552 bøder i Frankrig, Belgien, Schweiz, Holland, Østrig og Tyskland. Det har i alt kostet 2,4 millioner danske kroner, lyder det.

Aktivisten finansierer sin frihedskamp med de penge, han har tjent ved at investere i teknologi og boligmarkedet.

/ritzau/