Venstre har åbnet døren for, at det i fremtiden skal være muligt for dygtige offentligt ansatte at forhandle sig til en højere løn end deres mindre dygtige kollegaer.

Men det er en dør, som Enhedslisten helst ikke så, at Venstre fik sparket ind.

»Det er jo en lappeløsning på et langt større problem,« lyder det prompte fra partiets arbejdsmarkedsordfører, Victoria Velasquez.

Muligheden for at de offentligt ansatte skal kunne forhandle deres løn individuelt er en af Venstres hidtil oversete sejre i regeringsgrundlaget. Sådan lyder det fra partiets politiske ordfører, Morten Dahlin, da han i sidste uge gæstede B.T.s politiske podcast 'Slottet og Sumpen.'

Det vil dog ikke løse det strukturelle problem med for lave lønninger blandt offentligt ansatte. I stedet vil det kaste de ansatte ud i en åben krig, hvor det er 'alle mod alle', mener Enhedslisten.

»Det vil betyde, at man vil begynde at kæmpe for at få bedre løn ved at lede efter hårene i suppen hos sine kollegaer. I stedet for man har en fælles alliance på arbejdspladsen, bliver medarbejderne spillet ud imod hinanden,« uddyber Victoria Velasquez.

Det omdiskuterede scenarie står kun i en enkelt linje på side 17 i regeringsgrundlaget. Her står, at man vil »øge brugen af lokal løndannelse og give mulighed for at styrke ledelses- og rekrutteringsmulighederne lokalt.«

I dag er det sådan, at lønnen for offentligt ansatte i højere grad er bestemt af anciennitet og centrale overenskomstforhandlinger i højere grad end på det private arbejdsmarked.

Victoria Velasquez (EL) stiller sig på bagbenene over for Venstres »hidtil usete sejr« i regeringsgrundlaget.
Victoria Velasquez (EL) stiller sig på bagbenene over for Venstres »hidtil usete sejr« i regeringsgrundlaget. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og det er derfor »en kæmpe ting« ifølge Morten Dahlin, at Venstre nu har åbnet for muligheden for at lave individuelle lønforhandlinger for offentligt ansatte – eksempelvis skal der være forskel på, hvad to folkeskolelærere tjener alt efter, hvor dygtige de er.

Men det er slet ikke den rette vej at gå, mener Enhedslisten. Her så man hellere, at regeringen laver et opgør med tjenestemandsreformen og afsætter penge, der kan sikre et lønløft i hele den offentlige sektor.

»Selvom det er muligt at gøre det i overenskomstforhandlingerne, som Venstre lægger op til, så mener vi, at det er den forkerte vej at gå,« siger Victoria Velasquez.

B.T. har tidligere forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen. Men han skrev i en sms, at han 'står over' og ikke har nogen kommentar.

Overenskomstforhandlingerne begyndte 4. januar og vil typisk vare op til et par måneder.