»Mette Frederiksen forsøger at eliminere kritikpunkter ved at rose og anerkende de områder, hun tidligere har fået kritik for at underkende.«
Sådan lyder det fra Christian Kock, der er professor i retorik på Københavns Universitet.
Tirsdag åbnede Folketinget, og med det blev et nyt politisk år på Christiansborg skudt i gang.
Og ligesom store dele af Danmark sad Christian Kock klar, da statsminister Mette Frederiksen indtog talerstolen.
Ifølge ham er talens mange roser et røgslør, der skal fjerne fokus fra den kritik, regeringen – og statsministeren – tidligere har mødt.
Et af de retoriske greb, Mette Frederiksen i den sammenhæng benytter, er ifølge Christian Kock de mange pauser.
»Det gør hun for at understrege sine pointer. Pauserne mellem ordene giver en ekstra kraft og tyngde – og samlet skaber det i hele talen større opmærksomhed på de ting, hun ønsker at fremhæve.«
Noget Christian Kock særligt bemærkede i talens første del, hvor der blandt andet blev sagt:
»Hjemme i familierne. Rundt om middagsbordet. Spiser vi mere grønt, mere lokalt og efter årstiderne.«
Men punktummerne giver ikke nødvendigvis den ønskede effekt.
»Hun er utrolig dygtig til det – og særligt da hun taler om klimaet, bruger hun pauser for fuld hammer. Men når alle ord er fremhævede, er der jo ikke rigtig nogen, der er det,« siger professoren.
Christian Kock fastslår, at statsministeren har en utrolig evne til at betone sig og sige ting med styrke i stemmen.
»Hun bruger talen til at italesætte principper. Der er ikke nødvendigvis fokus på følelser, men mere en udadrettethed, slagkraft og kampgejst,« siger han.
Noget, som især bliver klart i statsministerens hyppige brug af 'vi'.
»Vi ser ofte fra statsledere, at de omtaler befolkningen som 'vi'. Men det, som man måske ikke tænker over, er, at ordet både bruges som 'vi' – hele Danmarks befolkning' og 'vi' – regeringen og statsministeren selv',« siger Christian Kock.
»Det kan ubevidst skabe en forståelse af, at regeringens og befolkningens ønsker unægteligt er de samme.«
Ifølge ham er det et retorisk greb, der måske kan styrke den nationale følelse – noget, som mange reagerer positivt på.
