37 procent af landets nyvalgte byrådspolitikere er kvinder.
Det viser en opgørelse, som Momentum og Danske Kommuner har lavet efter kommunalvalget tirsdag.
Det er den højeste andel, siden strukturreformen trådte i kraft i 2005.
I alt blev 900 kvinder valgt til et af landets byråd, mens tallet var 1532 for mænd.
Ved kommunalvalget i 2021 var 35,9 procent af de indvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer kvinder. Det konkrete tal lød på 874 valgte kvinder.
De fem kommuner med den højeste procentandel af kvinder, der er valgt ind i byrådet, er Sorø, Frederiksberg, Hørsholm, Fredensborg og København.
De fem kommuner med den mindste procentandel af kvinder, der er valgt ind i byrådet, er Sønderborg, Dragør, Aabenraa, Høje-Taastrup og Furesø.
I Sorø er 56 procent af byrådspolitikerne kvinder. Det er den højeste andel i landets 98 kommuner, mens der er den mindste procentandel i Furesø, hvor 23,8 procent af byrådspolitikerne er kvinder.
/ritzau/