Nye rejsevejledninger betyder, at rejser til stort set alle EU-lande ikke længere frarådes fra på lørdag.

Udenrigsministeriet lemper rejsevejledninger for næsten alle europæiske lande, så rejser ikke længere frarådes.

Det gælder dog ikke Irland, Malta, Portugal, Rumænien, Storbritannien samt Sverige, hvor kun regionen Västerbotten har fået grønt lys fra Danmark.

Det skyldes smittetryk eller lokale indrejserestriktioner og betydelige karantænekrav.

Samtidig vil personer, der er bosat i lande, der kategoriseres som åbne, kunne rejse ind i Danmark som turister, står der på Statens Serums Instituts hjemmeside.

Der er krav om, at turister skal have booket mindst seks overnatninger for at komme ind i Danmark.

De lempede rejsevejledninger og åbning af grænserne gælder fra lørdag 27. juni og baserer sig på objektive kriterier. Det var en model, som regeringen præsenterede i sidste uge.

Et af kriterierne er, at antallet af smittede i et land skal være på under 20 per 100.000 indbyggere.

Når et land først er åbnet, vil den kritiske grænse for, hvornår rejsevejledningerne igen bliver skærpet, være ved 30 smittede ud af 100.000.

Listen over åbne lande vil blive opdateret hver uge.

- Dagens lempelser af rejsevejledningen viser, at både Danmark og det meste af Europa står et betydeligt bedre sted, end vi havde turdet håbe på for bare kort tid siden, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Siden 13. marts har Udenrigsministeriet som udgangspunkt frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet. Med de opdaterede rejsevejledninger er det ikke længere tilfældet for de fleste lande i Europa.

Selv om der er åbnet for de fleste lande, viser det nye rejsevejledningskort, hvor broget situationen fortsat er, siger ministeren:

- Der er stadig lommer med et højt antal nye smittede, og der er stadig lande med indrejsebegrænsninger. Europa er ikke ovre coronakrisen endnu, og det er vigtigt, at man tager sig sine forholdsregler og følger sundheds- og hygiejneråd på rejsen.

Rejsevejledningerne er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

/ritzau/