Som socialdemokrat er det forbudt at sidde både i Borgerrepræsentationen og Folketinget.

Det vil socialdemokraten Mette Reissmann nu have ændret. 

Det skriver DR.

Til mediet siger hun:

»Jeg kender arbejdsbyrden og sagsgangene på både Christiansborg og Københavns Rådhus. Jeg kan kun se, at der kan være fordele ved, at man fagligt har den indsigt begge steder fra og i øvrigt også det netværk,«

Reissmann har meldt sig som kandidat til stillingen som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i København.

Hun vil først tage endelig stilling til sit eget dobbeltmandat, når borgmestervalget i København afgøres mandag.

Overfor DR understreger hun dog, at hvis hun får borgmesterposten, forsvinder diskussionen.

Socialdemokraterne har på en kongres stemt om at afskaffe forbuddet mod dobbeltmandat, men det blev afvist. 

Reissmann har været medlem af Folketinget siden 2022 og sad der også fra 2011 til 2019.

Før kommunalvalget tirsdag, hvor Mette Reissmann fik 1170 personlige stemmer, sagde hun til Ritzau, at hun ikke kom til at forlade Folketinget før tid.

Hun er lige nu på orlov fra Borgerrepræsentationen for at varetage hvervet i Folketinget.