Venstres Bergur Løkke Rasmussen, der er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, er på orlov fra politikerjobbet for at studere i USA, men han fortsætter med at få løn, oplyser Radio24syv.

Bergur Løkke Rasmussen (V) kalder det over for Radio24syv for »sit livs hidtil største eventyr«, når han de næste fire måneder skifter sit studie på Copenhagen Business School (CBS) ud med det amerikanske eliteuniversitet Harvard University.

Men selv om studieopholdet betyder, at han ikke på vanlig vis kan passe sit job som politiker for Venstre i Region Hovedstaden, så fortsætter han ifølge Radio24syv med at få løn under de første tre måneder af sit fravær. Det beløber sig til 30.000 kroner i alt.

Over for radiostationen udtrykker regionsrådsmedlemmer fra flere partier kritik af vederlagsreglerne.

»Det er fuldstændig skudt i låget. Det svarer godt og vel til en månedsløn for en sundhedsmedarbejder,« siger medlem af regionsrådet for Enhedslisten Susanne Langer. (Ø)

Også regionsrådspolitikere fra SF, Dansk Folkeparti og De Radikale vil have ændret reglerne.

Selv mener Bergur Løkke Rasmussen, der i øvrigt er statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) søn, at det er på plads, at han får løn under sit fravær.

»Jeg ser lønnen som en kompensation for, at jeg følger med i regionsrådsmøderne og budgetforhandlingerne, mens jeg er væk,« siger han til Radio24syv.

Direkte adspurgt, om han så ikke burde få løn for alle fire måneder, han er væk, i stedet for blot tre, svarer han:

»Jamen det kan da godt være, at man skal se på reglerne. Jeg synes, det er fair, at jeg får lidt kompensation for at læse dagsordner.«

De 30.000 kroner, der udbetales til Bergur Løkke Rasmussen under hans fravær, er i overensstemmelse med reglerne for vederlag. Ifølge Radio24syv ville han slet ikke kunne sige nej til dem, hvis han ville. Men andre lokalpolitikere har tidligere doneret vederlag væk, hvis de har fået dem under orlov uden at føle sig berettiget til pengene.