Det kan godt være, at Søren Gade ikke længere vil sidde i Folketinget – fordi han med egne ord ikke længere er enig i den retning, Venstre bevæger sig mod.

Men den tidligere minister og formand for Folketinget er ikke færdig med sit parti.

Det slår formanden for Venstre i Region Midtjylland nu fast over for TV Midtvest.

Jens Nicolai Vejlgaard siger således, at Søren Gade oven på søndagens melding om sit Folketingsexit ikke har meldt sig ud af Venstre.

»Nej, det har han ikke, og jeg er ret sikker på, at Søren selvfølgelig bliver i Venstre. Han har været der i så mange år,« siger han og tilføjer:

»Eller det ved jeg, at han gør.«

Altså bliver i Venstre, forstås.

Det var søndag aften, at Søren Gade i et opslag på Facebook pludselig fortalte, at han med øjeblikkelig virkning har valgt at stoppe i Folketinget.

'Efter sidste folketingsvalg besluttede Venstres ledelse, at partiet skulle ud på en ny rejse. Jeg har forsøgt at finde min plads på den rejse, men må også erkende, at jeg ikke længere kan stå inde for retningen. Og jeg kender heller ikke destinationen,' lød det.

Den garvede politiker nævnte blandt andet den interne uenighed om den meget omtalte gødskningslov som en årsag.

Og så nævnte han også det meget kritiske portræt baseret på anonyme kilder i partiet, som blev offentliggjort hos Jyllands-Posten for to cirka to uger siden i anledning af, at Søren Gade stoppede som formand for Folketinget.

'Tanken om, at mennesker, jeg har arbejdet sammen med og stolet på, har været en del af det, gør mig oprigtigt ked af det,' lød det søndag i opslaget på Facebook.

Søren Gade bliver i Folketinget afløst af partifællen Erik Flyvholm. Læs om hans tanker for fremtiden HER.