Kvinder i Region Sjælland kommer nu i kræftpakkeforløb uden videre vurderinger, hvis der er mistanke om kræft.

Region Sjælland ændrer procedure, så alle kvinder der henvises til et sygehus i regionen med en mistanke om kræft, skal i et kræftpakkeforløb uden videre vurderinger.

Det siger regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) tirsdag.

Det sker, efter at to kvinder mandag fortalte til Jyllands-Posten, at de havde fået henvisninger fra egen læge til et kræftpakkeforløb på Ringsted Sygehus i Region Sjælland, men alligevel blev afvist.

- Det er klart, når der opstår sådanne sager, så får man set på den praksis, der har været indtil nu. Vi har behov for nationalt at blive enige om praksis for fremtiden.

- Indtil man er på plads med det, tager vi alle de kvinder ind, som bliver henvist til et kræftpakkeforløb, siger Heino Knudsen.

Ifølge TV2 foretog Region Sjælland i perioden 2013 til 2017 mangelfulde kræftundersøgelser på 735 kvinder.

- Jeg kan godt forstå, at man bliver usikker og frustreret, hvis man som kvinde bliver henvist af sin egen læge, og så bliver afvist på sygehuset, siger Heino Knudsen.

Tirsdag skal sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om de mangelfulde behandlinger.

Her vil Liselott Blixt (DF) have svar på, hvordan ministeren vil sikre, at regionerne ikke længere afviser brystkræftpatienter eller foretager mangelfulde undersøgelser.

Magnus Heunicke har på baggrund af sagerne bedt Sundhedsstyrelsen undersøge alle regioner, siger han tirsdag til TV2 News.

Han er glad for, at Region Sjælland nu midlertidigt har ændret procedure.

- I patienternes henvisninger er der sat kryds i kræftpakkeforløb og akut, og alligevel er de ikke kommet i behandling. Derfor er det vigtigt, at alle kommer ind.

- Jeg er ikke tilfreds, før styrelserne er færdige med alle undersøgelser og siger, at alt er på plads i Region Sjælland, siger han til TV2 News.

Han er parat til at se på de nationale retningslinjer på området.

- Er der tvivl om, at en kvinde med henvisning skal i kræftpakkeforløb, så skal vi ændre den måde, man henviser på, siger han.

Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, hvordan problemerne med de mangelfulde behandlinger, der er stik imod nationale retningslinjer, har stået på i årevis.

Kvinder, der blev henvist til undersøgelse på et sygehus grundet mistanke om brystkræft, fik kun en røntgenundersøgelse, selv om de også skulle have haft en klinisk mammografi med ultralydsundersøgelse og en fysisk undersøgelse af brysterne.

I Region Sjælland har 304 kvinder fået konstateret brystkræft siden 2013 efter en mulig mangelfuld undersøgelse ifølge Jyllands-Posten.

Styrelsen for Patientsikkerhed satte i forrige uge den specialeansvarlige overlæge på Ringsted Sygehus under skærpet tilsyn med begrundelsen, at han kan forringe patientsikkerheden.

/ritzau/