Regeringens udspil ‘Danmark kan mere’ skal få flere borgere med integrationsbehov i arbejde.

Indsatsen er særligt henvendt til ikkevestlige kvinder, som med tiden skal imødegå et krav om en 37-timers arbejdsuge, hvis de er på offentlig forsørgelse.

Og selvom man i Aarhus Kommune også gerne vil have kvinderne i job, vækker det samtidig bekymring. Det skriver TV2 Østjylland.

»Jeg sidder også med en alvorlig bekymring omkring den foreslåede omlægning af jobindsatsen. Med 37-timers-kravet lægges der op til en markant større aktiveringsindsats,« skriver Kristian Würtz (S), rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, i en mail.

Han forklarer, at den type indsats kræver ressourcer, så de ledige får kompetencer, der faktisk fører til, at virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for.

Han håber derfor, regeringen vil gå i dialog med kommunerne om finansieringen af tiltaget.

Venstre bakker op om tiltaget i Aarhus Kommune. De håber, at der vil være en samfundsmæssig gevinst ved at finansiere flere tiltag ved at få flere indvandrerkvinder i arbejde.

Der er tale om såkaldte nyttejobs, som vil minde mest muligt om at gå på arbejde, hvor man er tilknyttet en kommunal arbejdsplads.

Det kan eksempelvis dreje sig om at samle plastik og cigaretskod op på strande.