Aalborg Portlands direktør kalder det urealistisk at nå klimalovens mål om at mindske udslip med 70 procent.

Det er ifølge cementfabrikken Aalborg Portlands direktør både for svært og for dyrt for de mest energislugende danske virksomheder at reducere sit udslip af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Det skriver Børsen.

- Med de nuværende konditioner og forudsigelser, der er på priser og tilgængelighed af brændsler, så når vi ikke i mål, siger Michael Lundgaard Thomsen til avisen.

Han har undersøgt muligheder for at mindske klimabelastningen fra den energiintensive industri.

Et flertal af partierne på Christiansborg har med en klimalov forpligtet sig til at nå et mål om en 70 procent reduktion af udledningen af drivhusgasser.

Det skal 13 klimapartnerskaber med nogle af landets største virksomheder og brancher hjælpe med at opnå. De skal komme med bud på, hvordan målsætningen nås.

Michael Lundgaard Thomsen står i spidsen for et klimapartnerskab inden for den energiintensive produktion, der skal bidrage til at få udledningen bragt ned.

Regeringen har gjort klart, at det ikke er meningen, at hver enkelt sektor skal reducere med 70 procent. Men hvis en sektor ikke når i mål, bliver opgaven for resten af erhvervslivet og det øvrige samfund større.

- Vi vil være en af de sektorer, der ikke kan nå i mål i 2030, uden at man får gjort eksempelvis biogas mere økonomisk rentabelt, eller at man får noget teknologi med CO2-fangst, der er økonomisk rentabelt. Og det er det ikke i øjeblikket, siger Aalborg Portland-direktøren til Børsen.

Desuden er det ikke altid, at den nødvendige teknologi er udviklet, lyder det.

/ritzau/