Regeringens løftebank har allerede fået hævet et stort antal højtflyvende æresord fra kontoen inden første arbejdsdag. B.T. giver her et overblik over alle de løfter fra S, SF og De Radikale, som ikke bliver til noget, efter regeringsgrundlaget i går lå fast.

Topskatten

Morten Bødskov, S, d. 9. september: -Vi afviser fuldkommen enhver tanke om at sænke topskatten. Tværtimod er der behov for, at de bredeste skuldre bærer mere i den krise, vi står midt i. Det, vi skal gøre i den nuværende situation, er at bruge penge på at skabe arbejdspladser for almindelige lønmodtagere.

De 12 minutter


Helle Thorning-Schmidt, S, 7. september: - Adspurgt om danskerne først skal arbejde 12 minutter mere om dagen fra 2015, som SF har talt for, lyder svaret fra S: ‘Man kan ikke sætte årstal på, men det er selvfølgelig før [2015].’

Efterløn


Socialdemokraternes valgplakater: - Vi skal ikke afskaffe efterlønnen.

Millionærskat

SF’s 12 valgløfter: - Mindre til millionærer. Mere til pensionister og lønmodtagere.

24 års-regel


Margrethe Vestager, R, 2. september: - Det er centralt for Det Radikale Venstre, at man som dansker kan bo i sit eget land med sin ægtefælle. Hele det kompleks med pointsystem, tilknytningskrav og 24 års-regel er selvfølgelig noget, som skal på dagsordenen, når vi diskuterer regeringsgrundlag.

Dagpenge


Morten Østergaard, R, 2. september: De Radikale vil ikke gå sammen med S og SF om at forlænge dagpengeperioden: - Vi løser ikke de lediges problem ved at udvide dagpengeperioden.

Udviklingsbistand


Kamal Qureshi, SF, 11. september: - Målet er 1 pct. af BNI, plus en halv pct. til klimabistand. Vi lægger ud med at lægge de 700 mio., som den nuværende regering har strøget, tilbage, og i 2013 er der 1,4 mia. mere end nu. Hvis BNI stiger, ser vi gerne flere penge til udviklingsbistanden. Jeg kan ikke sige præcist, hvornår målet er nået, men står det til SF, kan det ikke gå for hurtigt.

Bankskat

Ole Sohn, SF, d. 10. september

- Jeg ser med glæde, at de store banker har fremlagt gode halvårsregnskaber. Så de kommer stadig til at bidrage til finansieringen.

CIA-kommission


Det udvalg, der skulle undersøge de ulovlige CIA-overflyvninger i dansk luftrum, bliver ikke til noget.

Integrationsministeriet


Henrik Dam Kristensen, S, 30. august:

- Vi fjerner ikke miljøproblemer ved at fjerne Miljøministeriet. Man fjerner heller ikke integrationsproblemer ved at fjerne Integrationsministeriet.

Boligpakken


Villy Søvndal, SF, 21. august: Hjælpepakken til boligmarkedet med bl.a. rabat på tinglysningsafgift og skatter:

- Det vil vi gerne imødekomme og skabe sikkerhed om, at uanset hvem der vinder valget, så vil det ikke betyde stigende boligskatter.