Lyt til artiklen

Regeringen vil udelukke Rusland fra al international sport og vil boycotte al sport, der finder sted i Rusland.

Det gælder både på klub-niveau og nationalt plan.

Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til B.T.

»Rusland har angrebet Ukraine. Det er en meget alvorlig sitution. Det skal have alvolige konsekvenser for Rusland. Det får det selvfølgelig ikke mindst som følge af de sanktioner, der allerede er meldt ud fra de vestlige lande og fra EU. Men her spiller kulturen og sporten også en rolle. Og også her skal Rusland udelukkes i mine øjne,« siger hun.

Halsboe-Jørgensen er glad for, at Champions Legue-finalen nu bliver flyttet fra Rusland til Paris.

»Selvfølgelig skal den ikke spilles i Rusland, men jeg mener også, at man skal sige, at russiske klubber og landshold heller ikke skal kunne repræsentere deres land i den situation, vi står i,« siger hun.

Kulturministeren er normalt tilhænger af, at man skal lade politik være politik og sport være sport. Men denne ekstraordinære situation ændrer alt.

»Det er jeg nornalt også tilhænger af, men det her er ikke politik, det er krig. Det er en fuldstændig anderledes situation. Det skal selvfølgelig have konsekvenser for Rusland,« lyder det fra Halsboe-Jørgensen.

Regeringen vil også lægge pres på de internationale forbund også i forhold til EU og FN for at få bred opbakning til sanktionerne.

»Vi presser på for de hårdest mulige sanktioner. Rusland skal ikke kunne deltage i den nuværende situation,« siger hun.

Det handler også om russiske klubber, landshold og sportsudøvere, der repræsenterer Rusland i internationale turneringer.

»De skal efter min mening ikke kunne deltage. De repræsenterer et land, som har invaderet er frit demokratisk land i Europa. Mere alvorligt bliver det ikke,« siger Halsboe-Jørgensen.

I marts skulle det danske U18-fodboldlandshold have spillet kamp mod Rusland i Marbella i Spanien. Også det vil Halsboe boycotte.

»Vi skal heller ikke spille mod Rusland. Det er ikke passende i den her situation,« siger hun.

Kulturministeren kalder Ruslands invasion 'en tragedie'.

»Jeg havde håbet, at mine egne børn kunne vokse op i en tid, hvor vi ikke skulle forholde os til krig på europæisk jord. Det er ulykkeligt for den ukrainske befolkning. Det er en ny verden,« siger hun.