Lærerne skal lønnes efter deres resultater, foreslår regeringen.

Lærere bør aflønnes med resultatløn ud fra effekten af den enkelte lærers undervisning.

Det foreslår VK-regeringen i sit nye udspil til en bedre folkeskole, "Faglighed og frihed", hvor forslaget er del af forsøget på at få kommunerne og organisationerne til at tage et større ansvar.

Ifølge regeringen afspejler lærernes løn nemlig "generelt" ikke deres evner, eller hvor stor en del af arbejdstiden de bruger på at undervise. I dag aflønnes lærerne primært med udgangspunkt i en centralt fastsat løn, som varierer afhængig af lærerens anciennitet.

- En større sammenhæng mellem lærernes resultater, indsats og løn kan være med til at understøtte bedre resultater i folkeskolen, hedder det i det 60 sider lange udspil.

- Og klar anerkendelse, for eksempel i form af en kontant belønning via resultatløn, frihed til deltagelse i efteruddannelse, internationale konkurrencer, konferencer med videre bør derfor fremmes, hedder det.

Netop lærerne spiller en central rolle i udspillet.

Regeringen henviser således til, at hvis alle Danmarks folkeskolelærere underviste lige så meget som de fem kommuner, hvor lærerne underviser mest, så kunne det frigive 2,3 millioner undervisningstimer på hver 60 minutter. Det svarer til mere end 3000 fuldtidsstillinger.



/ritzau/