Regeringen vil ændre abortregler, så piger fra 15 til 17 år kan få en abort uden godkendelse af forældre.

Regeringen vil ændre aldersgrænsen for fri abort i Danmark, så piger fra 15 til 17 år kan få en abort uden forældres samtykke.

Det oplyser ligestillingsminister Marie Bjerre (V) til Ritzau onsdag på 50-årsdagen for fri abort i Danmark.

»Regeringen ønsker, at unge kvinder skal kunne bestemme over deres egen krop og eget liv. De skal selv kunne træffe valget om, hvorvidt de skal have en abort.«

»Derfor vil vi nu ændre grænsen, så unge kvinder på 15 år eller derover ikke længere har behov for forældresamtykke,« siger Marie Bjerre i en skriftlig kommentar.

I dag er aldersgrænsen på 18 år. I nogle tilfælde kan abortsamrådene dog tillade abort udenom pigens forældre.

/ritzau/