Regeringen beder Folketinget hastebehandle lovforslag, der skal gøre det muligt administrativt at frakende fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab.

Det vil betyde, at Danmark kan frakende fremmedkrigere deres statsborgerskab, mens de befinder sig i udlandet.

Sådan skriver Statsministeriet på Twitter.

'Den aktuelle situation i grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien udgør en betydelig risiko for, at fremmedkrigere med dansk statsborgerskab om kort tid kan være på vej til Danmark,' skriver Statsministeriet i pressemeddelelsen.

Under normale omstændigheder ville de kunne komme hjem til Danmark, når de allerede har et dansk statsborgerskab, men med den nye lov vil det altså være muligt for Danmark at frakende dem den danske del, således at de ikke kan få lov at rejse ind i landet.

»Der er risiko for, at de kurdisk kontrollerede IS-lejre i grænselandet bryder sammen, og at fremmedkrigere med dansk statsborgerskab søger mod Danmark,« udtaler Mette Frederiksen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed. De er uønskede i Danmark.«

I pressemeddelelsen fremgår det ligeledes, at regeringen allerede har opbakning til hastebehandlingen fra syv ud af de andre ni partiet i Folketinget.

Kun Alternativet og Enhedslisten har ifølge pressemeddelelsen ikke tilkendegivet, at de bakker op om en hastebehandling.

På de sociale medier bliver regeringens forslag allerede debatteret, og her gør Dansk Folkepartis Søren Espersen klart, at han er stor tilhænger af lovforslaget.

'Storartet, at regeringen nu præcis gør det, som Dansk Folkeparti længe har slået til lyd for: Fratag Syrien-terroristerne deres danske statsborgerskab, så vi slipper for nogensinde at se dem her i Danmark,' skriver han.

Opdateres..